Da kong Frederik den 3. kom på tronen, videreførte han de store planer for udbygningen af København, som var sat i gang under hans forgænger, kong Christian den 4.
1661 kom en hollandsk fæstningsingeniør, Henrik Rysensteen, til København. Han skulle tilpasse en ældre plan om kanaler efter hollandsk mønster i bydelen nord for den gamle by, Ny-København.
Som en del af projektet foreslog Rysensteen at anlægge en kanal fra havneløbet og helt ind til byens nye pragtplads, Kongens Nytorv.
Denne nye havn var, ligesom anlægget af Christianshavn, et led i planen om at gøre København til centrum for østersøhandlen. Havnen skulle bebygges med handels- og pakhuse, og samtidig skulle der være boliger for søfolkene.
Ideen om en ny havn var også et udtryk for den nye form for kongemagt i Danmark, enevælden, hvor kongen på den ene side havde den fulde magt i samfundet, men på den anden side forpligtede sig til at understøtte dets udvikling.
Oprindeligt var det planen, at kanalen skulle sættes i forbindelse med Holmens Kanal, så hele Gammelholm ville være blevet en ø. Det blev dog aldrig til noget.
Nyhavn anlægges
Arbejdet med at udgrave Nyhavn startede i 1671.
Udgravningen af den nye havn blev udført af soldater, der kun havde spader og trillebøre til rådighed. Kanalen blev 450 meter lang og 30 meter bred. I oktober 1673 blev vandet lukket ind i den nye kanal.
Grundejerne langs kanalen blev pålagt selv at sørge for at etablere bolværker ud for deres ejendomme.
Selv om havnens officielle navn i starten var Gyldensløves Kanal, fordi den førte forbi Ulrik Gyldenløves residens, Charlottenborg, blev den i folkemunde kaldt Nyhavn.
Bebyggelsen
Grundene i Nyhavn blev – ligesom på Christianshavn – solgt til købmænd, skippere o.lign.
Husene blev i de fleste tilfælde købt af folk med tilknytning til de maritime erhverv: Skippere, bådsmænd, skibsbyggere, sejl- og kompasmagere.
Nyhavn 9 (herover) er gadens ældste hus, og bygget i 1681. Omkring år 1700 var de fleste grunde solgt og under bebyggelse.
I dag er langt de fleste huse i Nyhavn fra 1700-tallet. De er bevaret, fordi de store brande, som raserede københavnske kvarterer i 1728 og 1795, ikke nåede hertil.
Det var til at begynde med kun grundene på nordsiden, der blev solgt. På sydsiden lå Charlottenborgs have, men der kom dog i årene fra 1770-1780 en række huse mellem de nuværende gader Holbergsgade og Heibergsgade.
Det skete i forbindelse med, at haven til Charlottenborg blev omdannet til Universitetets botaniske have.
Rækken af huse på Nyhavns sydlige side er fra 1770’erne. Tidligere lå her en række ”våninger”, der hørte til Charlottenborg.
Søfart og handel
Nyhavns storhedstid var den såkaldte florissante periode i slutningen af 1700-tallet, hvor Danmark ikke var involveret i de krige, som rasede i Europa, og derfor kunne handle med alle nationer.
Skibsfarten og søfolkene satte sit præg på miljøet i Nyhavn. Her var mange hoteller og herberger, hvor søens folk kunne bo, når de ikke var på langfart. Ovenfor ses ét af dem, Hotel Løven, der lå Nyhavn 21.
Her var også mange forretninger, der leverede udrustning og proviant til skibene. Og ikke mindst var der et væld af værtshuse.
Efter krigene mod England i begyndelsen af 1800-tallet, ændredes skibsfarten. Nyhavn blev derfor i højere grad en havn for mindre fartøjer i indenlandsk fart. De såkaldte paketbåde transporterede gods fra provinshavnene og de nærmeste lande til København.
Fra midten af 1800-tallet blev Nyhavn helt domineret af skibe fra provinshavnene.
Der blev flere steder bygget pakhuse, som f.eks. helt ude ved indsejlingen. Her lå fra omkring 1800 det såkaldte Suhrs Pakhus (herover). I 1850’erne fik det selskab af Puggards Pakhus ved siden af. Begge pakhusene er nu indrettet til hotel.
I København havde hver provinsbys fartøjer deres faste anløbspladser. Marstallerne lå i Børsgraven, Bornholmerne lå ved Højbro, frugtbådene fra Langeland ved Gammel Strand og både med ost fra Lolland lagde til i Christianshavns Kanal.
Paketbådene havde også passagerer med, og når de kom til København, kunne de finde billigt logi i Nyhavns hoteller.
Men også de mange søfolk, der kom med skibe, der anløb Københavns Havn, fandt logi i Nyhavn. Der var utallige overnatningssteder og de lå i mange tilfælde – ganske praktisk – over værtshusene.
Havde sømanden ikke penge på lommen, kunne han låne ved hjælp af de såkaldte ”træksedler”, der gav mulighed for at få et måltid mad på kredit.
I Nyhavn 8 lå det såkaldte “Dragør Herberg”, hvor søfolkene fra Dragør kunne få logi, når deres skibe lå i vinterhavn i Nyhavn. En tavle over døren fortæller om huset (billedet herunder)
Rejsen til Amerika
Da bølgen af udvandring til andre lande, først og fremmest USA tog fra i årene omkring år 1900, var det ofte i Nyhavn at man købte billetten til dampskibet. Thingvalla-linien, Hamburg-Amerika Paketfart og Cunard-linien, havde f.eks. kontorer her.
Det var nemt for udvandrere, der kom fra provinsen med paketbådene, eller fra Sverige, at købe billetten i Nyhavn, og fortsætte rejsen med det samme.
Omkring år 1900 var der billetkontorer for udvandrer-rederierne hele syv forskellige steder i Nyhavn.
I 1880’erne og 1890’erne var der hvert år op mod 14.000, der rejste til udlandet via Nyhavn.
Livlige Nyhavn
I 1900-tallet fik Nyhavn mere og mere karakter af et forlystelseskvarter. Det var stadig sømændene der kom her, selv om deres skibe nu lå ved f.eks. Kvæsthusbroen eller i frihavnen.
Nyhavn fik sit rygte som et livligt kvarter med ”øl i stride strømme” og ”sang og banjospil”, som Sigfred Pedersen, der boede i Nyhavn 17, digtede i 1943 i sin vise ”Nu går våren gennem Nyhavn”.
Nyhavn blev også berømt – eller berygtet – for sine prostituerede. Der var dog ikke egentlige bordeller i Nyhavn.
Efterhånden forsvandt søfolkene også fra Nyhavn. Containertrafikken gjorde, at opholdet i havnene blev kortere, og der var ikke så meget tid til landlov.
I stedet blev Nyhavn en del af det københavnske forlystelsesliv, som ikke mindst tiltrak turisterne.