Solitudevej er opkaldt efter landstedet Solitude. Vejen førte fra Nørrebrogade ned til ejendommen, der ved sin opførelse omkring 1720 lå helt isoleret. Dets navn betyder da også ensomhed.
Solitude blev opført af greve U. A. Holstein.
I slutningen af 1700-tallet foregik de første koppevaccinationer her og senere blev ejendommen omdannet til forlystelsessted.
Boghandler Otto Wroblevski, der selv ejede jord på Nørrebro, har beskrevet stedet sådan:
“Til Solitude hørte en stor, skyggefuld have. samt marker og enge, der strakte sig ned til Ladegaardsåen. Gården var vistnok – efter Blågård – den største ejendom på Nørrebro, en hel lille herregård. Den havde en statelig indkørsel, med gamle skyggefulde træer, som fra Nørrebrogade ført op til hovedbygningen, der nu ligger indeklemt og forbygget rundt om at de tarvelige, tårnhøje bygninger.”
I midten af 1800-tallet var Solitude ejet af Henrik Christian Bangert, som er nærmere beskrevet under Bangertsgade.
Solitude lå indtil 1902 omgivet af etagejendommene imellem Bangertsgade og Tjørnegade, men blev så revet ned.
Solitudevej er nok landet over mest kendt for at være titlen på en revyvise, som sangeringen Elga Olga sang i 1953. For enden af den – nu blinde – Solitudevej, har beboerne opkaldt vendeplads efter Elga Olga. Hun har dog også fået Elga Olgas Vej på Frederiksberg opkaldt efter sig.
Ved Solitudevej lå traktørstedet Lille Ravnsborg, der eksisterede fra begyndelsen af 1800-tallet. Her boede skuespillerinden Johanne Louise Heiberg som barn, da hendes forældre ejede stedet.
Det var også omkring Solitudevej at der fra slutningen af 1600-tallet lå en limfabrik, der måske var den første industri på Nørrebro overhovedet.