Spring til indhold

Luftmarinegade

I flyvningens barndom havde Danmark ikke et selvstændigt luftvåben, så da man begyndte at bruge fly til forsvarsformål, blev de underlagt Marinen.

I årene før 1. Verdenskrig blev der etableret en lille flyvebase på de opfyldte arealer ved Refshalevej.

Området, hvor flyvestationen lå, fik i 1947 navnet Margretheholm efter Prinsesse Margrethe. Først i 1950 blev Flyvevåbenet en selvstændig enhed. Den gennemgående vej i boligområdet er Margretheholmsvej.

Kort fra omkring 1915, der viser luftmarinestationens beliggenhed. Dengang brugte man vandflyvemaskiner, så stationen lå selvfølgelig ud til kysten, hvor maskinerne kunne lægge til ved en bro.

Kun få bygninger fra luftmarinestationens tid er bevaret. Det gælder Konstabelskolen (billedet herover) og Hangar H (herunder) fra 1921.

Hangaren er tegnet af arkitekten Christian Olrik (1881-1944).

Uret på hangarens facade med kongens monogram og opførelsesåret. Hangaren blev taget i brug i Christian den 10.’s regeringstid.

Luftmarinegade blev navngivet i 2011 i forbindelse med boligbyggeri i området. Vejen hed en kort periode Fregatvej, indtil man besluttede at bruge navne med relation til flyvning i stedet. Derfor er der også veje med navnene Flyhangargade og Søflygade i bebyggelsen.