Lynetten er en kunstig ø, anlagt i 1760’erne som en del af forsvarsværkerne omkring København. En Lynette er en halvkredsformet fæstningsvold, og ordet betyder på fransk en lille måne.
Anlægget fungerede sammen med Kastellet, Christianshavns Vold og søfortet >Trekroner som beskyttelse mod angreb på København fra søsiden.
Ved udbygningen af Københavns befæstning i årene fra 1870’erne og frem, blev Lynetten forstærket.
I forbindelse med befæstningen blev der tidligt opført et beboelseshus (billedet herunder) til indkvartering, men det har også været brugt som kommandostation og krudtmagasin.
Lynetten var oprindeligt ikke forsynet med kanoner, men blev det under krigen i 1848.
I anden halvdel af 1800-tallet blev Lynetten efterhånden bygger sammen med Refshaleøen i forbindelse med anlægget af Burmeister & Wains skibsværft.
I 1962 blev Lynetten nedlagt som befæstningsanlæg, men var fortsat i Forsvarets eje. I dag bruges en del af bygningerne, f.eks. kasernen (billedet herover) fra 1936, af Teaterøen (se nærmere under William Wains Gade).
Under 2. Verdenskrig blev der yderst på Lynetten opført en afmagnetiseringsstation (billedet herover). Her fik skibenes skog fjernet en del af deres naturlige magnetisme, som i visse minefelter kunne udløse minerne. Dette anlæg blev først nedlagt i 2012.
I 1973 indledtes byggeriet af et meget omfattende rensningsanlæg på Lynetten, der var beregnet til at behandle spildevand ikke bare fra København, men også fra en række omegnskommuner. Anlægget er Danmarks største.