Absalons borg
I 1100-tallet opførte biskop Absalon (ca. 1121-1201) en borg på én af de små holme i farvandet udenfor byen Havn, der lå ved Gammel Strand. Det var et strategisk godt sted, fordi man herfra kunne ovevåge og kontrollere sejladsen på Øresund.
Absalon havde fået byen Havn af Valdemar den Store, og borgen stod ifølge historikeren Saxo færdig i 1167. At Absalon ligefrem skulle have grundlagt København, er altså ikke rigtigt. Han fik overdraget en by, der fandtes i forvejen.
Borgen bestod af et korsformet kapel med et højt midtertårn, omgivet af en 5-7 meter høj ringmur af kridtsten, hentet på Stevns. Muren omgav den indre gård, som senere blev forstærket med tårne.
Der var ikke fra starten nogen voldgrav, fordi der i forvejen var vand hele vejen rundt om holmen.
Der findes ikke afbildninger af Absalons bog på Slotsholmen, men kortet herunder viser i al fald dens placering i forhold til byen. Borgen er markeret med nr. 12 på øen nederst til venstre.
Borgen var nærmest cirkelrund og var lidt over 50 meter i diameter. Murene var bygget til forsvar, og op til halvanden meter tykke.
Inde bag muren lå bygninger til beboere, mandskab, køkken osv. I den østlige ende boede Absalon, og her var desuden kapel og badstue.
Ruinerne af den første borg på stedet kan ses under det nuværende Christiansborg Slot.
Borgen fungerede både som bolig og forsvarsværk. Saxo fortæller, at da borgen blev angrebet af sørøvere, forsvarede man sig fra borgen og alle angriberne blev halshugget. Deres hoveder blev sat på stager foran borgen til skræk og advarsel, og derfor stoppede angrebet på byen.
Indtægterne til borgen kom bl.a. fra de tre tilhørende kirker, som i 1193 nævnes i et brev fra paven, nemlig Sankt Clemens, Brønshøj og Tårnby.
Københavns Slot
Da Rygens fyrste, Jarimar, angreb København (se mere under Jarmers Plads) i 1259, brændte han borgen ned.
Den blev genopbygget, men omtrent hundrede år senere blev den igen revet ned. Denne gang var det købmændene fra hansebyerne i Nordeuropa, der mente, at København var en trussel mod deres handel på Skånemarkedet.
København var på dette tidspunkt på kongens hænder, idet roskildebispen havde givet byen til Valdemar Atterdag i 1341. Da han døde i 1375 kom byen igen til Roskilde Domkirke, og herfra satte man gang i genopbygningen af slottet, så biskoppen havde et sted at bo, når han var i København.
Omkring 1387 var Københavns slot genopført, og det fik nu en voldgrav, men var ellers i omfang af nogenlunde samme størrelse som sin forgænger. Længerne var uregelmæssige og ringmuren kantet. Borgen havde desuden et tårn, det såkaldte Blåtårn (se nedenfor). Forbindelsen til byen foregik ad Holmens Bro og Højbro.
1416 døde roskildebispen Peder Jensen Lodehat, og København blev igen kongens. Det var Erik af Pommern, der udnyttede situationen og tog byen tilbage, inden der var fundet en ny biskop.
Da kong Christoffer af Bayern kom på tronen i 1439, tilbragte han en stor del af sin regeringstid i København og slottet blev herefter betragtet som rigets hovedslot.
Her var plads til de funktioner, en konge havde brug for: En riddersal, audiensværelser, soveværelser til konge og dronning, køkken og sågar en kirke og en teatersal.
Udenpå muren hang små huse, der kaldtes “hemmeligheder”, og fungerede som toiletter med afløb direkte ned i voldgraven.
Slottet var en by i byen og havde sin egen stab af håndværkere, bryggere, bagere, kokke og skræddere. På Slotsholmen var også de kongelige stalde og i 1600-tallet sågar en zoologisk have.
Der var dog ikke alle nødvendige faciliteter på slottet, så når kongeparret f.eks. skulle i bad, foregik det i byens badstue i Badstuestræde.
Der var et forholdsvist lille hof på slottet, men det blev i denne periode en del af byens liv, og de handlende nød godt af at levere mad og andre fornødenheder til hoffets husholdning.
Slottet rummede endvidere statens administration: Kancellierne og rentekammeret, men med tiden fik de egne kontorbygninger på Slotsholmen, heriblandt Kancellibygningen (“Den Røde Bygning”) i Slotsholmsgade.
Blåtårn
Ved slottets indgangsport lå et stort, firkantet tårn, Blåtårn, der vendte ud mod byen. Der er ikke noget der tyder på, at tårnet var blåt. Navnet betyder formentlig det store tårn.
Tårnet var ca. 60 meter højt og fik sidst i 1500-tallet også et spir, i forbindelse med af Christian den 4. blev konge.
Over indgangsporten i Blåtårn blev der i 1720’erne indrettet en balkon, hvorfra de kongelige kunne træde frem og lade sig hylde af folket.
I tårnet var kongens bolig, men det rummede også celler til borgens fanger. De mest ubehagelige fangehuller var i bunden, nede under voldgravens niveau. De kaldtes for ”Troldhullet”, mens der ovenover var celler, som kaldtes for ”Mørke Kirke”, fordi de ikke havde vinduer.
Én af de mest prominente fanger var Leonora Christine (1621-1698). Hun var datter af kong Christian den 4. og hans hustru Kirsten Munk. Som helt ung blev Leonora gift med den 15 år ældre Corfitz Ulfeldt, der blev rigshofmester og dermed én af landets mest betydningsfulde mænd.
Efter kong Christians død indførtes enevælden, og Corfitz og Leonora forsøgte at forhindre det og at tage magten.
Corfitz Ulfeldt døde dog under rejse i Tyskland mens Leonora blev taget til fange og indsat i Blåtårn. Her sad hun i hele 22 år og skrev i den tid sin bog ”Jammers Minde”.
Corfitz Ulfeldt blev i 1663 henrettet in absentia på slotspladsen. Man skar hovedet af en træfigur, som lignede Ulfeldt og parterede kroppen i fire stykker, der blev hængt op på hver af de fire byporte. Til skræk og advarsel blev en skamstøtte opstillet på Gråbrødretorv.
Blåtårn havde øverst tre kroner, som i rigsvåbenet. Endnu i dag sidder der tre kroner på spiret over Christiansborg Slot.
Slottet i enevældens København
Efter krigen mod Sverige, der sluttede i 1660, blev Frederik den 3. “arvekonge”, og adelens indflydelse og privillegier forsvandt. Kongen blev indsat ved en stor ceremoni ved Københavns Slot, den såkaldte ”arvehyldning”. Billedet herover viser højtideligheden. Danmark havde nu fået en enevældig konge og landet regeredes fra slottet alene.
Man begyndte at overveje opførelsen af et nyt kongeslot i København, der kunne manifestere at her var magtens centrum. Flere steder blev foreslået, bl.a. Kastellet eller den nye bydel Ny-København nord for den gamle bykerne.
Man holdt dog fast i, at kongeslottet skulle ligge på Slotsholmen, så man tog fat på at “opgradere” det gamle anlæg i begyndelsen af 1700-tallet. Bl.a. blev der opført nye bygninger og ridebaneanlægget blev omlagt.
I 1720’erne, da slottet var fuldført, lå det stadig i en lidt uregelmæssig cirkelform, baseret på fundamenterne af den tidligste borg fra Absalons tid. Men bygningerne fik nu trods alt mere regelmæssige facadelinjer og alle fløje i slottet blev lige høje.
Det var arkitekterne Johan Conrad Ernst (1666-1750) og Johan Cornelius Kriger (1683-1755), der stod for ombygningen.
Det var kongens plan, at indgangen til slottet skulle ske via en ny bro fra Boldhusgade. Den skulle sættes i forbindelse med en ny gade, der gik direkte til Kongens Nytorv, så man derfra fik udsigt til slottet. Planen blev dog ikke realiseret.
Efter den store brand i København i 1728, fik byen et nyt udseende ved genopbygningen. Mange smalle gyder og stræder blev rettet ud og gjort bredere. Og måske var det grunden til, at kongen gerne ville have et helt nyt slot.
I 1731 lod han derfor Københavns Slot nedrive, og i 1733 lagdes grundstenen til det nye Christiansborg Slot.
Københavns Slot lå omtrent i midten af Christiansborgs hovedfløj ud mod slotspladsen. Herunder er det tegnet ind på en plan over det 2. Christiansborg Slot, som det så ud i anden halvdel af 1800-tallet.
