I 1908 blev Sankt Stefans Kirkes sogn delt i et søndre og et nordre distrikt. Mellem Nørrebrogade og Tagensvej skød et boligkvarter op, og havde mere end 9.000 beboere.
En tekstilfabrikant, Holger Petersen, skænkede en grund på hjørnet af Bragesgade og Nannasgade til opførelse af en ny kirke og andre gaver var via Den Københavnske Kirkefond med til at finansiere byggeriet. Den væsentligste bidragyder var herredsfoged Johannes Erichsen fra Løgstør.
Tårnet blev også skænket af Holger Petersen, for som han sagde “en kirke uden tårn er som en præst uden krave”. Tårnet blev på grund af Bragesgades lidt buede forløb synligt fra Nørrebrogade.
Kirken blev opkaldt efter salmedigteren Thomas Kingo (1634-1703).
Den blev tegnet af arkitekten Kristoffer Varming (1865-1936) og stod færdig i 1910.
Alterbilledet er malet af Erik Henningsen, der skænkede det til kirken i teknemmelighed over, at hans søn blev fundet, efter han var blevet væk. Billedet forestiller Jesus der står på Nørrebro med et barn på armen.
I 1928 blev der tilføjet et menighedshus, der også blev tegnet af Kristoffer Varming. Menighedshuset er bygget sammen med kirken.
I sognet blev der senere opført endnu en kirke, Samuels Kirke, som dog er nedlagt igen i 2013.