Spring til indhold

Aldersrogade

Vejen har navn efter teglværket Aldersro.

Det blev anlagt i 1856 af industrimanden George Owen, der også oprettede bryggeriet Aldersro, som lå ved siden af teglværket. Teglproduktionen udnyttede forekomster af ler i Lersøen.

Owens far havde Fredens MølleAmagerbrogade og i en periode drev både far og søn virksomheden på Aldersro.

Bryggeriet blev i 1891 en del af De Forenede Bryggerier og blev nedlagt omkring 1900.

Aldersro Teglværk har givet navn til Teglværksgade. Begge virksomheder lå tæt på Vibenshus Runddel.

Den østlige del af Aldersrogade var tidligere præget af en del industri.

I Aldersrogade 6 lå A/S Hellesens fabrik for tørelementer – altså elektriske batterier. Den var grundlagt i Blågårdsgade i 1887 af W. Hellesen, som opfandt tørelementet.

I 1905 blev fabrikken flyttet til Aldersrogade, men måtte genopbygges efter en brand i 1918. For genopbygningen stod arkitekten Bent Helweg-Møller (1883-1956) Der var en større udvidelse i 1957, hvor en bygning i tre etager blev taget i brug. Hellesen flyttede i 1960’erne til Thisted, men industrikomplekset er delvist bevaret.

I Aldersrogade 37 lå H. Nielsen & Søn, Maskinfabrik A/S, der var grundlagt i 1916. Virksomheden havde i 1950’erne over 600 ansatte.

Den vestlige del af Aldersrogade, der ligger på Nørrebro, går igennem kvarteret Vibekevang, som blev opført i midten af 1920’erne.

I 2014 blev den vestligste del af Aldersrogade omdøbt til Sigynsgade på grund af en bestemmelse om, at en gade skal være et sammenhængende forløb, for at have det samme navn. Og det havde Aldersrogade ikke.