Vejen har navn efter et bomhus ved Lyngbyvej, hvor der indtil 1915 blev opkrævet en afgift for at passere.
Pengene blev brugt til vedligeholdelse af vejen.
Vejen fik sit navn i 1929.
Allerede i 1918 blev der opført en industribygning (herunder) for Julius Hansens Trikotagefabrik. Arkitekten var Jørgen V. Jepsen.
Julius Hansen startede i 1911 i Rantzausgade på Nørrebro, og producerede fortrinsvis damestrømper.
Fabrikken blev udvidet i 1930’erne for at få plads til væveri, farveri og emballageproduktion. Den blev præmieret i 1940 for indpasningen i villakvarteret.
En del af de tidligere fabriksbygningerne bruges i dag af en privatskole.
Fabrikant Julius Hansen var én af initiativtagerne til opførelsen af Lundehus Kirke. I de første år samledes menigheden i ét af Julius Hansens fabrikslokaler ved Gartnerivej.
Beboelsesejendommen i den vestlige del af Bomhusvej er opført i 1937 som stiftelsen “Det Gode Minde”, med Viggo Møller-Jensen (1907-2003) som arkitekt.