Spring til indhold

Vermundsgade

Gaden er opkaldt efter sagnfiguren Vermund fra den nordiske mytologi.

Navnet blev givet i 1928, og før hed vejstykket Natkulevej efter aflæsningpladsen for latrin og Mygindsvej efter grundlæggeren af det firma, som hentede latrinen om natten. Mygindsvej hed også vejens forlængelse mod øst, som i dag hedder Universitetsparken.

På grund af latrinpladsen, kom gaden i folkemunde til at hedde Lortevej.

Vermundsgade er præget af industrivirksomheder. Herunder ses bygningerne på Vermundsgade 9-11, der blev opført til bryggeriet Balderskilde i 1937. Navnet skyldtes, at fabrikken startede sin produktion af især sodavand i Baldersgade.

Ud til Sifs Plads ligger den spidsvinklede bygning fra 1935, der bærer navnet Figaro. Den var kontor for Dansk Frisør- og Kosmetiker Forbund, som lå i strid med frisørmestrene, og derfor åbnede sine egne frisørsaloner under navnet Figaro.

Mellem Sifs Plads og Haraldsgade ligger en del af husene i byggeforeningen Vibekevang.

Langs den vestlige del af Vermundsgade lå fra 1921 og indtil 1980’erne virksomheden Laur. Knudsen, Mekanisk Etablissement A/S, der fremstillede elektriske artikler.

Virksomheden blev grundlagt i 1893 og lå i starten i Colbjørnsensgade på Vesterbro.

Fabriksområdet strakte sig langs Vermundsgade helt ned til Rovsingsgade. En del af bygninger er bevaret.

På den østlige side af gaden lå det amerikanske bilfirma General Motors International A/S‘s samlefabrik for biler. Se nærmere i artiklen om Sigynsgade.

Ved den nordligste del af Vermundsgade ligger Lejerbos boligbebyggelse, der har fået navnet Den grønne trekant. Ud til gaden er opført et aktivitetshus (herunder), som er tegnet af Witraz Arkitekter omkring 2015.