Vejnavnet er fra 1973, men vejen er langt ældre. Vejen er i dag adgangsvej til havneområdet omkring slusen, men var oprindeligt en dæmning.
I årene 1901-1904 blev der anlagt en dæmning tværs over Kalveboderne.
Dæmningen var forsynet med en sluse, så vandstanden og strømmen i den sydlige del af Københavns Havn kunne reguleres, og skibe stadig kunne passere. Strømmen i havnen var blevet så kraftig, så slusen var nødvendig for at regulere vandstanden og sikre at skibene kunne lægge til kaj.
Selve dæmningen var næsten 2,3 kilometer lang.
I forbindelse med sluseværket blev der opført nogle bygninger, bl.a. et slusemesterhus og et maskinhus, der blev bygget på en kunstig ø ude midt i vandet.
Slusestationen blev tegnet af arkitekten Vilhelm Dahlerup (1836-1907).
I slusestationen boede de ansatte, der passede slusen, og deres familier midt ude i vandet.
Der var fire lejligheder i bygningen, og ialt havde det lille samfund i 1904 ti børn. De måtte lære at svømme lige så hurtigt , som de lærte at gå, for risikoen for at falde i vandet var stor.
I dag ligger bygningerne på land, fordi den vestlige del af Amager er inddæmmet.
Lidt syd for dæmningen blev der i slutningen af 1950’erne bygget en ny dæmning til vejtrafikken. Den fik navnet Sjællandsbroen.
Vejen på Sjællandssiden af dæmningen hedder Ved Stigbordene, efter de indretninger i slusen som regulerede vandstanden.