Københavns forsyning med elektricitet foregik fra slutningen af 1800-tallet fra mindre elværker inden i den centrale del af byen. De lå bl.a. i Gothersgade, Øster Allé og Tietgensgade.
I takt med at elforbruget steg, måtte der bygges nye og større elværker udenfor byen. Det første, større elværk var H. C. Ørstedværket, der blev taget i brug i 1920.
Værket blev opført af Københavns Kommune. Det blev anlagt på en kunstig ø i Kalveboderne, der var blevet opfyldt i begyndelsen af 1900-tallet.
Værket fik navn efter den danske fysiker, Hans Christian Ørsted (1777-1851).
H. C. Ørstedværket blev tegnet af arkitekten Andreas Fussing (1871-1958), der også tegnede Valby Gasværk og andre kommunale værker. Senere udvidelser i 1920’erne og 1930’erne stod arkitekterne Louis Hygom og Valdemar Schmidt for.
Placeringen skyldtes dels, at der kunne kul og olie til elproduktionen med skibe, dels at værket kunne få kølevand fra havnen.
I 1950’erne åbnede Svanemølleværket, som blev Københavns andet store kraftværk.
H. C. Ørstedværket er udbygget i flere omgange, senest i 2003, hvor det blev omlagt til fyring med naturgas.
I 1934 fik værket en dieselmotor, der blev leveret af firmaet Burmeister & Wain. Den havde en ydelse på mere end 22.000 HK, og var verdens største på sin tid.
Motoren blev brugt på værket frem til 2004, og kan stadig startes i forbindelse med museet Diesel House, der rummer samlingerne fra det tidligere museum for Burmeister & Wain.
Værket er desuden udpeget som nationalt industriminde.