I slutningen af 1600-tallet lå jagtgården Østrup på den sydøstlige side af Esrom Sø. Gården brugte kongen som et fristed fra det hektiske liv på Frederiksborg Slot, hvor han i perioder holdt hof.
Kong Christian den 5. fik anlagt et system af jagtveje i stjerneform i skoven omkring gården.
Frederik den 4. fik i 1722 opført et større slot på stedet, hvor Østrup havde ligget. Han kaldte det Fredensborg, for at mindes fredsslutningen i 1720 efter den store, nordiske krig.
Slottets arkitekt var Johan Cornelius Krieger (1683-1755), der anlagde dets bygninger omkring en ottekantet plads. Centralt i anlægget var den kæmpemæssige kuppelbygning. Kuplen er 30 meter høj og har en lanterne på toppen.
Mod øst blev der bygget en slotskirke. Den omgives af to sidebygninger, Marskalhuset og Damebygningen, hvor der var indrettet et lille teater. Sammen med det såkaldte Kancellihus, og en fløj med stalde og gartnerboliger, afgrænsede disse bygninger et ridebaneanlæg.
I midten af 1700-tallet blev der bygget videre på slottet under ledelse af arkitekterne Nicolai Eigtved (1701-1754) og Laurids de Thurah (1706-1759). De tilføjede bl.a. de fire hjørnepavilloner til kuppelbygningen.
I midten af 1770’erne fuldendte Casper Frederik Harsdorff (1739-1795) byggeriet ved at forhøje en del af bygningerne med yderligere en etage. Dermed havde slotte fået det udseende, der har i dag.
I 1700- og 1800-tallet foretrak kongerne andre slotte til deres ophold, men kong Christian den 9. brugte ofte Fredensborg om sommeren. Hans børn, der blev giftet ind i flere europæiske kongehuse, mødtes på slottet til de såkaldte “Fredensborgdage”.
I dag bruger kongehuset stadig Fredensborg, bl.a. til sommerophold, og slottet er desuden af og til rammen om festligheder i forbindelse med statsbesøg.
Slotsparken
Jagtgården Østrups stjerneformede jagtveje blev videreført i den slotspark, som J. C. Krieger anlagde. Slotsparken er i barokstil og inspireret af haven omkring det franske slot Versailles.
Arkitekten Nicolas-Henri Jardin (1720-1799) fortsatte arbejdet i 1760’erne, og skabte bl.a. den lange Brede Allé, der strækker sig fra slottet mod nord, og giver et kig til Esrom Sø i det fjerne.
Som en særlig udsmykning i parken, udformede Johannes Wiedewelt (1731-1802) sammen med andre billedhuggere, en skulpturpark.
Billedhuggeren Johan Gottfried Grund skabte i årene 1864-1784 en samling på 70 skulpturer, der blev opstillet i en dal nordvest for slottet. De forestiller alle norske bønder og fiskere, og skulpturparken kaldes derfor Nordmandsdalen.
I 1830’erne blev den noget forfaldne park genskabt, og elementer fra den engelske havestil indført. Det meget symmetriske anlæg, med den mange alléer der stråler ud fra slottet, blev dog bevaret.
I de sidste årtier er en del af alléerne blevet fornyet og de mange skulpturer i parken restaureret.
En del af parken er den såkaldte “reserverede have”, der normalt er forbeholdt slottets beboere. I tilknytning hertil ligger det store væksthus (orangeri).
At nyde naturen var en vigtig del af de kongeliges sommerophold, så parken er indrettet til fornøjelser. For enden af den såkaldte Erimetageallé ligger to thepavilloner. De er ombygget flere gange af arkitekterne Jardin og Harsdorff.
Ved søen ligger Skipperhuset, der stammer fra første halvdel af 1700-tallet.
Slotsgade
Langs vejen op til slottet blev der gennem tiden opført huse til hoffets embedsmænd.
I 1723 blev der ved Slotsgade bygget en kro, der kunne fungerere som slottets gæstehus. Frederik den 4. ville gerne have, at Fredensborg Slot var hans private sted, hvor gæster ikke kunne skabe for meget postyr.
Kroen fik navnet Store Kro, og slottets oprindelige arkitekt, J. C. Krieger, tegnede kroens bygning. Overfor kroen ligger stadig rejsestalden. Store Kro brændte i 1908, men blev genopført.
Senere i 1700-tallet kom endnu en kro til, nemlig Hotel Prinsen.
