Flere veje i området har navn efter markante personer fra kong Christian den 2.’s tid.
Peder Lykke (død 1535) var ridder og medlem af rigsrådet, men blev en del af sammensværgelsen mod Christian den 2.
Vejens ældste del mellem Amagerbrogade og Englandsvej blev anlagt omkring 1915, mens den vestlige del først blev ført igennem til Amagerfælledvej i begyndelsen af 1950’erne.
Den erstattede de to mindre veje, >Lærdalsgade og Raagaardsstræde.
På Peder Lykkes Vej ligger Peder Lykke Centret, der blev opført omkring 1970. Det var planlagt som et center for boliger og aktiviteter for ældre i Urbanplanen. Det blev ved åbningen beskrevet som Nordeuropas mest moderne omsorgscenter.
I Peder Lykke Centret indgår det 15-etagers høje hus, der blev opført i 1971. Dengang var det Amagers højeste bygning. Højhuset skal rives ned på grund af betonskader, men det er endnu ikke sket.
Peder Lykke Skolen er opført 1972-1974 og tegnet af arkitekterne P. Hougaard Nielsen og C. J. Nørgaard Pedersen. Skolen blev bygget som en åben-plan skole, hvor der ikke var faste klasselokaler eller lukkede døre.