Gaden er én af de ældste i det indre København og er opkaldt efter Laurids Bjørnson, der boede her i midten af 1400-tallet sammen med sin hustru, Sidse Mikkelsdatter.
Den nordligste del af gaden, hed før i tiden Lille Larsbjørnsstræde.
Ved Larsbjørnstræde 10 har formentlig ligget en dam, som kan være resterne af de lergrave, der lå i denne del af byen.
Her boede ikke velhavende folk men almindelige mennesker. Gaden hørte til nogle af byens tættest befolkede.
Sammen med Teglgårdsstræde bærer Larsbjørnsstræde det folkelige navn “Pisserenden”. Det skyldes måske, at gæsterne fra kvarterets mange værtshuse, måtte lade vandet ude i gaden.
Navnet kan dog også skyldes gadens brændevinsbrænderier, hvor man som holdt køer, der kunne leve af affaldet fra fremstillingen af brændevin. Køerne stod i nogle tilfælde oppe i etagerne i husene, og deres efterladenskaber havnede i en mødding i gården, hvorfra de flydende bestanddele kunne løbe ud på gaden.
I begyndelsen af 1900-tallet blev Larsbjørnsstræde også kendt som ét af de steder i byen, hvor de prostituerede holdt til.
I huset på hjørnet af Studiestræde (Larsbjørnsstræde 18 – det gule hus på billedet herunder), boede i 1802 guldsmeden Niels Heidenreich, der stjal de to guldhorn fra Kunstkammeret og smeltede dem om i sit køkken.
Larsbjørnstræde er præget af huse, som blev opført kort efter branden i 1795.
Larsbjørnsstræde 8 blev opført i 1797 og er et fint eksempel på den type huse, som blev bygget mange steder i København efter branden. Huset er fredet.
En del af Larsbjørnsstrædes huse er fredede, heriblandt nr. 7 (herunder). Bygningen er opført i 1797, og i ejendommen var der dengang et garveri. Det indre København havde meget industri og i nabobygningen (nr. 9) var der f.eks. et sukkeraffinaderi, der som en af de første virksomheder i byen brugte dampmaskine.
Ét af gadens nyere huse er Larsbjørnsstræde 3, som blev opført omkring 1900 efter tegning af arkitekten Fritz Koch (1857-1905).