Pladsen har ligesom Danasvej sit navn efter den romantiske betegnelse for Danmark. Andre gader i kvarteret har navne efter skandinaviske lande.
Pladsen hed oprindeligt Vodroffs Plads efter Vodroffgård, der lå her og forbandt Danasvej og Bernstorffsvej, som den vestlige del af Danasvej hed tidligere.
I 1934 fik pladsen sit nuværende navn.
Pladsen domineres af boligbebyggelsen Danashus, der stod færdigt i 1909.
Danashus er tegnet af arkitekterne Ulrik Plesner (1861-1933) og Aage Langeland-Mathiesen (1868-1933).
Danashus ligger på begge sider af Carl Plougs Vej og ejendommen på Danas Plads 22-24 er smukt dekoreret på karnapperne (billedet herunder).
Ejendommen på hjørnet af Vodroffslund er opført i 1917 af arkitekten Valdemar Schmidt (1864-1944).