Vejen har navn efter en vendeplads for sporvogne ved Svanemøllen Station. Den blev navngivet i 1932.
I 1911 overtog Københavns Kommune sporvognsdriften og opførte året efter en remise ved Ved Sporsløjfen. Her var plads til over 100 sporvogne.
Remisen blev nedlagt i 1968, da sporvognskørslen i København var ved at blive udfaset. I dag bruges remisen som sportshal.
Ved pladsen ligger en bindingsværksbygning, der fungerede som trafikmestervagt og opholdsrum for sporvejenes personale.
Bygningen lå oprindeligt ved Østerfælled Kaserne længere inde af Østerbrogade, men da sporvognenes endestation i 1908 blev flyttet ud til Svanemøllen, flyttede “husmandstedet”, som bygninge blev kaldt, med.
Svanemøllens Kloakpumpestation blev opført i 1908 efter tegninger af Københavns stadsarkitekt Hans Wright (1854-1925).
Pumpestationens høje skorsten, der ligner en minaret, er beregnet til udluftning af kloakkerne. Åbningerne blev placeret højt, for at lugten ikke skulle genere naboer m.m.