Spring til indhold

Rigensgade

Navnet betyder Rigets gade, og skal forstås i sammenhæng med de øvrige gader i kvarteret Ny-København, som fik navne efter titler, landsdele og kongelige personer.

Gaden blev anlagt omkring 1650 og vest for den indledtes på den tid opførelsen af Sankt Anna Rotunda Kirke.

I 1688 opførte kong Frederik den 3 en større bygning for en italiensk guldmager, Francesco Borri. Han mente at kunne fremstille guld, og fik lov til at forsøge sig med det i “guldhuset” – eller Laboratorium Chymicum, som bygningen kaldtes.

Det lykkedes dog ikke, og efter kongens død i 1670, blev guldhuset i stedet brugt som Søkvæsthus. Efter en tid flyttede det til det nye Søkvæsthus på Christianshavn.

Herefter blev der i Rigensgade opført endnu en bygning, der blev brugt af Det Kongelige Uldmanufaktur. Det var en fabrik, der fremstillede klæde til militæret. Den beskæftigede 400 arbejdere, og havde 100 vævestole.

Virksomheden blev udbygget omkring 1760 og tilbygningen forsynet med Christian den 7.’s monogram.

I 1799 blev huset yderligere udbygget og indrettet som munderingsdepot for soldater, der her fik udleveret uniformer, der blev produceret i uldmanufakturen. Andreas Kirkerup stod for denne tilbygning.

Fra 1809 blev den lange bygning igen brugt som sygehus for militæret. Garnisonssygehuset fungerede indtil slutningen af 1920’erne, hvor det blev flyttet til et nyt militærhospital på Nørrebro.

Navnet “Guldhuset” bruges stadig og i dag tjener bygningen boligformål.

Den lange bygning i Rigensgade er opført i flere etaper og har gennem århundreder tjent flere forskellige formål – og bærer på facaden monografer for flere konger.

I slutningen af 1950’erne var der planer om at udvide Danmarks Tekniske Højskoles bygningskompleks ved Øster Voldgade, så hospitalet ville være blevet nedrevet. Planerne blev og ændret, så højskolen i stedet flyttede alle sine aktiviteter til Lundtofte nord for København.

Mellem Gernersgade og Krusemyntegade ligger H. P. Lorenzens Stiftelse for ugifte Fruentimmere, Enker og gamle Ægtefolk af Middelstanden. Den er opført i 1853 for midler Lorenzen tjente på at bygge boliger i Nyboder.

En anden stiftelse ligger i Rigensgade 25-27. Det er den ene af Restauratørstiftelsen af 1956’s to bygninger. Den anden ligger i Øster Voldgade.

I Rigensgades nordlige ende, mellem Timiansgade og Suensonsgade ligger Enkedronning Caroline Amalies Asyl.

Det er grundlagt i 1865 af kong Christian den 8.’s dronning, Caroline Amalie (1796-1881), som var optaget af arbejdet dårligt stillede børn. Dronningen havde i 1827 oprettet et andet børneasyl i Gothersgade.

Bygningen er tegnet af arkitekten Henrik Steffens Sibbern (1826-1901).