Det lidt romantiske navn må skyldes, at beboerne på vejen oppe på bakken, havde god udsigt over Øresund.
Vejen hed fra 1896 Søbakkevej, men navnet blev ændret til det nuværende i 1910.
I 1880’erne begyndte københavnere at opføre villaer på bakken ovenfor Skovshoved havn.
På Søbakken 15 ligger Villa Tjemara, der blev tegnet af arkitekten P. V. Jensen Klint (1853-1930) i 1902. Bygherren var lægen Julius Jespersen, der efter at han havde boet i Rusland i en årrække, vendte hjem til Danmark og opførte villaen med det russiskinspirerede navn.
Søbakken 1 er villaen Refugium, der blev tegnet af arkitekten Steen Eiler Rasmussen (1898-1990) i 1923.