Flere vejnavne i kvarteret er hentet fra filmverdenen, fordi Nordisk Films studier ligger på Mosedalsvej.
Asta Nielsen (1881-1972) var skuespiller og indspillede nogle af de første danske spillefilm i årene omkring 1. Verdenskrig. Hun var dog mest aktiv i Tyskland, hvor hun stod på rollelisten i omkring 70 film.
Strædet hed tidligere Mosestien, fordi der lå et udstrakt moseområde her.
På Mosestien lå en række gamle bygninger, skure m.m., som hørte til Nordisk Film. De blev ind i mellem brugt i forbindelse med filmoptagelser, og kan bl.a. genkendes i filmene om “Olsen-Banden”.
De fleste gamle bygninger er nedrevet og erstattet af nye boliger på nordsiden. En bindingsværksbygning der hører til filmselskabet, er dog bevaret.
Strædet fik sit nuværende navn i 1994.