Siden 1400-tallet havde kongen haft residens i Københavns Slot på Slotsholmen.
Da enevælden blev indført i 1660, blev statsadministrationen udvidet og der blev brug for mere plads på Slotsholmen. Men regenten havde også brug for et mere værdigt slot, end det middelalderlige og temmeligt forbyggede slot, som lå her.
Kong Christian den 5. (1670-1699) bad bygmesteren Lambert von Haven (1630-1695) tegne et forslag til en nyt residensslot. Han lavede udkast til et mægtigt. firefløjet anlæg, der var strengt symmetrisk. Imidlertid blev der aldrig opført, for da forgængeren for Amalienborg Slot brændte i 1689, besluttede kongen at satse på en nyt kongeslot, hvor det havde ligget.
Inden planerne kom til udførelse, døde kongen og efterfølgeren, Frederik den 4., førte dem heller ikke ud i livet. Han flyttede ind på de gamle kongeslot, som ha ombyggede, men dog bevarede som det var. I stedet brugte kan pengene på de to lystslotte, Frederiksberg Slot og Fredensborg Slot.
Det første Christiansborg Slot
Det blev kong Christian den 6., der for alvor realiserede de gamle drømme om et nyt kongeslot i København.
Det erstattede Københavns Slot, som kongen havde ladet nedrive i 1731 – få år efter, at det havde været gennem en omfattende ombygning. Materialerne fra det nedbrudte Københavns Slot blev delvist genanvendt på Charlottenlund Slot.
I 1733 lagdes grundstenen til det nye kongeslot, som kongen gav navnet Christiansborg, for at hædre sit eget navn.
Det nye slot på Slotsholmen blev det hidtil dyreste slotsbyggeri i Danmark. Opførelsen kostede tre millioner rigsdaler, eller to tredjedele af kongerigets indtægter i et helt år. Prisen svarede også til værdien af al landsbrugsjord på Sjælland.
De fleste penge kom dog fra indtægterne fra Øresundstolden, men alligevel var byggeriet med til at undergrave landets økonomi. Mere end 2.000 mand arbejdede på at opføre slottet. For at være sikker på, at den vældige bygning ikke sank, blev der banket 9.000 pæle ned i undergrunden. Mens byggeriet stod på, boede kongen på Frederiksberg Slot.
Christiansborg opførtes i barokstil og stod færdigt omkring 1740. Forbilledet var slottet i Versailles uden for Paris. Arkitekten var kong Christian den 6.’s generalbygmester, Elias David Häusser, men også arkitekterne Nikolaj Eigtved og Laurids de Thurah var med til at præge byggeriet.
Fra slottet var der via “løngange” forbindelse med de tilstødende bygninger. Dels til den slotskirke, der blev opført nord for slottet i en selvstændig fløj, dels til kunstkammerbygningen mod syd.
Den kongelige ridebane blev omkranset af nye bygninger og fuldendte anlægget, som fik sin hovedindgang mod sydvest, via Marmorbroen, der ligesom de to pavilloner ved siden af, blev tegnet af Nikolaj Eigtved.
Slottet var af imponerende størrelse, sammenlignet med sine forgængere på Slotsholmen. Det skulle rumme de næsten 1.000 personer, som hoffet bestod af. De havde omkring 350 rum til rådighed fordelt på de fire fløje. Det var nok kun de kongelige, der havde adgang til de “maskinstole” – en forløber for elevatoren – som ved hjælp af håndkraft kunne løfte dem fra etage til etage.
Det ny Christiansborg var i endnu højere grad en før en manifestation af den enevældige konges magt. Alligevel lod man folket få adgang, f.eks. når der blev holdt hofballer i riddersalen, hvor byens borgere mod betaling kunne deltage som tilskuere.
Allerede 50 år efter sin opførelse, brændte slottet i 1794. Årsagen siges at være en tilsodet kakkelovn. Efter branden stod kun ridebaneanlægget og Marmorbroen tilbage.
Året efter slottet brændte ned, blev en stor del af København også ramt af en omfattende brand. Efter branden blev der bygget husvildebarakker foran slotsruinen, i den såkaldte Frederiks Koloni (billedet herover).
Også kongefamilien blev ”husvilde”, og flyttede ind på Amalienborg Slot. Centraladministrationen fik midlertidigt til huse i det Würtemburgske Palæ i Slotsholmsgade.
Det andet Christiansborg
Slottet blev genopført, men var først færdigt i 1828.
Arkitekten var C. F. Hansen (1756-1845). Han tegnede også en ny slotskirke ved siden af slottets hovedfløj.
Den andet Christiansborg bar præg af de trange, økonomiske tider efter statsbankerotten, men også af stilen i det tidlige 1800-tal, som var mere stram og enkel.
Forsiden af slottet blev nu lagt ud mod slotspladsen. Mod ridebanen havde været en selvstændig fløj med tårn, men den blev ny erstattet af en kolonnade med søjler.
Det var meningen, at kongen skulle flytte tilbage til slottet, men han ønskede alligevel ikke at bruge slottet som bolig. Derfor fik det kun administrative og repræsentative formål. Kong Frederik den 7. boede dog på slottet i sin regeringstid.
Efter indførelse af folkestyre i 1849, blev Christiansborg sæde for parlamentets to kamre, Folketinget og Landstinget.
I 1884 brændte slottet endnu engang. Også denne gang opstod ilden i en kakkelovn. Bortset fra slotskirken, og en trekantet fronton, der i dag sidder over indgangen til Højesteret i Prins Jørgens Gård, blev det ikke noget tilbage af det andet Christiansborg.
Det tredje Christiansborg
Endnu engang måtte slottet genopføres, og man valgte arkitekten Thorvald Jørgensen (1867-1946) til at tegne det. Det blev opført i nybarok-stil, som dengang var populær til især offentlige bygninger.
Grundstenen blev lagt i 1907 og fra alle landets sogne blev der sendt granitsten til byggeriet. Slottet var først færdigt i 1928.
Det var meningen, at kongefamilien igen skulle bo på Christianborg, og der blev indrettet en større lejlighed ud mod Prins Jørgens Gård, men Christian den 10. havde ikke lyst til at bo på slottet, og blev boende på Amalienborg.
På slotspladsen står en rytterstatue af Frederik den 7. som var konge da grundloven blev vedtaget i 1849. På soklen står kongens valgsprog: “Folkets kærlighed, min styrke”.
Statuen er udført af H. V. Bissen.
Det tredje Christiansborg havde ligesom sin forgænger kun tre fløje, og åbnede sig ud mod Ridebanen.
Til gengæld fik den igen et tårn, som dog i modsætning til det første Christiansborg, sad på fløjen ud mod slotspladsen.
Ved indgangen til Rigsdagsgården er der en indgangsportal, udført af billedhuggeren Anders Bundgaard, med fire figurer, der symboliserer det daglige slid med arbejderen, høkeren, kværulanten og den sunde fornuft. I folkemunde kaldes de dog ørepinen, hovedpinen, mavepinen og tandpinen – og under et ”smertens port”.
Over indgangen til de kongelige repræsentationslokaler fra Prins Jørgens Gård, er slottets lange historie opsummeret på latin.
Teksten betyder nogenlunde: “Planlagt under Christian den 6. i hans 54. år, Derpå rejst under Christian den 7. Smukt restaureret og genrejst efter folkets ønske af Frederik den 6. i 1828 og senere gennemgribende ombygget under Christian den 10 i 1927”.