Frem til 1864 måtte sognebørnene i Taarbæk begive sig den lange vej til Lyngby Kirke. Her var der dog ikke altid plads til alle kirkegængerne, og der måtte indbygges ekstra pladser i form af den såkaldte “Taarbæk-stol”.
Lyngbys præst, Peter Rørdam, tog initiativ til at bygge et kapel i Taarbæk. Byen havde siden 1820’erne haft et lille “bedehus” i landstedet Neptunus ved Becksvej.
Opgaven blev overdraget til arkitekten Carl Emil Wessel (1831-1867). Stilen blev nygotisk og inspirationen siges at komme fra en kirke i den irske by Limerick.
Kirken blev placeret lidt vest for byen og på den modsatte side af jernbanen til Helsingør. Beliggenheden i skovbrynet til Jægersborg Dyrehave var årsagen til, at kirken de første år kaldtes Skovkapellet.
I de første årtier var Taarbæk Kapel et anneks til Lyngby Kirke, men fra 1907 blev sognet delt og Taarbæk Sogn oprettet. Omtrent samtidig fik Taarbæk Kirke sin egen kirkegård.
Adgangen til kirken skete ad Kirkevej, der i begyndelsen hed Kapelvej. Med anlægget af Strandvejen vest om Taarbæk i 1930’erne, blev adgangsvejen forlagt til Edelslundsvej.
En mindetavle på kirken fortæller om dens start, hvor finansmanden C. F. Tietgen nævnes som kirkeværge. Han var desuden med til at sikre det økonomiske fundament for kirkebyggeriet. Tietgen var knyttet til Taarbæk, fordi han havde et sommerlandsted i byen.