Frederiksborgvej er en del af den gamle landevej fra København til Frederiksborg Slot.
Vejen starter i krydset med Frederikssundsvej. I vejgaflen lå udskænkningsstedet Navnløse. Den var oprindeligt bygget af ejeren af Utterslevgård.
Langs vejen var flere beværtninger, f.eks. det bevarede hus på Frederiksborgvej 35.
På østsiden af Frederiksborgvej, mellem Drejervej og Rentemestervej lå Glud & Marstrands Fabrikker. Firmaet blev grundlagt i 1879 af to isenkræmmere, Poul Glud og Troels Marstrand, som i begyndelsen især fremstillede mejerimaskiner. Senere blev der produceret mange former for metalvarer.
I 1895 etablerede de sig med et fabriksanlæg, hvor omkring 160 var i beskæftigelse. I dag er de ældste bygninger forsvundet, men nogle af fabrikkens bygninger fra 1950’erne eksisterer stadig og bruges af uddannelsesinstitutioner. Glud & Marstrands produktion ligger i dag i Jylland.
Mellem Oldermandsvej og Bisiddervej lå gården Karens Lyst, som blev revet ned i 1930’erne. Her ligger i dag etagebebyggelsen Bispehusene, som var tegnet omkring 1935 af Thorvald Dreyer.
Overfor lå Bryggeriet Bispebjerg, der blev etableret her i 1894. Bygningerne forsvandt i 1980’erne.
Bispebjerg Skole på hjørnet af Hovmestervej, blev opført omkring 1911. Den blev tegnet af arkitekten Carl Thonning (1855-1926) i en palæagtig stil. Den massive bygning var delt i en drenge- og pigeafdeling. Bag skolen lå gymnastikbygningerne. Skolen blev udvidet i 1931 og fik også en anneksskole på Horsebakken i Utterslev. Den var opført som midlertidige pavilloner af træ.
Omkring Tuborgvej ligger de store beboelsesejendomme, der er en del af Bispeparken. Blokkene mod Frederiksborgvej er opført omkring 1940 og tegnet af Vagn Kaastrup, Mogens Stephensen og Knud Thorball.
Her på højdedraget lå Bispebjerg Mølle, der blev bygget i 1808. Mølleren drev også møllen i Fuglevad ved Lyngby.
Møllen brændte i 1842, men blev genopført. I 1864 blev der i bygget et bageri i tilknytning til møllen. Bageriet udvikledes i 1890’erne til en industriel virksomhed, som fra 1906 hed Brødfabrikken Danmark. Det indgik senere i koncernen Schulstad, som indstillede brødproduktionen på Bispebjerg. Mølle og fabriksanlæg blev revet ned i 1940, forud for opførelsen af Bispeparken.
Indtil omkring 1936 lå Bispebjerg Kro ved krydset med Tagensvej.
Beskrivelsen af Frederiksborgvej i Emdrup-bydelen fortsætter her.