Amalienborg kaldes almindeligvis for Amalienborg Slot, selv om det egentlig ikke er et slot, men fire palæer, der ligger omkring en ottekantet plads.
I mere end 200 år har Amalienborg-palæerne været residens for de danske konger.
Oprindeligt lå der imidlertid et lystslot i området. Slottet hed Sophie Amalienborg, og var opført til kong Frederik den 3.’s dronning Sophie Amalie.
Dronningen havde tidligere haft en lysthave ved Vesterport, men den var blevet ødelagt under krigen mod svenskerne i 1650’erne.
Derfor købte hun i stedet en grund i den nye bydel, der så småt skød op nord for det indre København. Her fik hun anlagt en lysthave mellem den nuværende Fredericiagade og Sankt Annæ Plads.
Haven var anlagt i barokstil, og ved haven blev der bygget et lille palæ, der fik navnet Sophie-Amalienborg (tegningen herover).
Kort efter dronningens død i 1689 brændte slottet imidlertid ned under en teaterforestilling. 171 mennesker mistede livet ved branden. Slottet nåede kun at eksistere i 16 år.
Herefter lå grunden øde hen, og selv om kong Christian den 5. havde en drøm om at opføre et kongeligt slot på ruinerne som afløsning for Københavns Slot, blev det aldrig til noget.
I stedet blev området nu brugt til lysthaver og mod nord en øvelsesplads for militæret. Der blev også opført en ottekantet pavillon, og den har muligvis inspireret til formen på det nuværende anlæg.
En overgang var der planer om at bygge et nyt kongeslot herude, men da man i mellemtiden havde opført Christiansborg Slot, og da de kongelige ydermere brugte Fredensborg Slot og Frederiksborg Slot, lod man det være ved det.
Omkring 1750 ønskede man at fejre den oldenborgske kongeslægts 300 års regentjubilæum, og kongen skænkede haven og de omkringliggende arealer til byen København, så der kunne anlægges en hel bydel til kongens ære. Bydelen fik navnet Frederiksstaden.
Det blev overladt til hofbygmester Nicolai Eigtved (1701-1754) at udarbejde en plan for bebyggelsen af området. Hvor det gamle Sophie Amalienborg havde ligget, foreslog Eigtved, at der skulle opføres fire fornemme palæer.
De blev bygget af de fire adelsmænd, gehejmeråd J. von Brockdorff, general og greve C. F. von Levetzau, grevinde Anna Schack og overhofmarskal og greve Adam Gottlob Moltke.
Palæerne fik deres bygherres navne, og samlet blev anlægget opkaldt efter det tidligere Amalienborg. Bygherrerne blev tilbudt skattefrihed i 40 år for bygge de fire palæer.
Amalienborg regnes for det fornemste stykke rokokoarkitektur i Danmark. Eigtved var formentlig inspireret af Concordepladsen i Paris og han tegnede palæerne, og stod også for interiøret i Moltkes palæ.
Eigtved nåede dog ikke at gøre opgaven færdig, før han døde i 1754. Det blev derfor bl.a. den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, der fuldførte indretningen og han skabte den prægtige, nyklassicistiske sal i Moltkes Palæ, som regnes for et mesterværk.
Jardin måtte fra 1759 også varetage arbejdet med hele Amalienborg-anlægget, efter en anden arkitekt, Laurids de Thurah, havde stået for det i nogle år efter Eigtveds død.
Rytterstatuen midt på slotspladsen var lige fra starten tænkt ind i planen for Amalienborg og Frederiksstaden.
Statuen, der forestiller Frederik den 5. til hest, blev betalt af Asiatisk Kompagni i taknemmelighed over kongens politik overfor handelen med oversøiske lande.
Statuen blev udført af billedhuggeren Jacques Francois-Joseph Saly, der påbegyndte arbejdet i 1754. Han havde ikke erfaring med at lave rytterstatuer, så den var først færdig 14 år senere og efterbehandlingen tog yderligere tre år.
Da var statuen blevet mere end ti gange dyrere end beregnet, og dyrere end hele Amalienborg-byggeriet til sammen. Da monumentet omsider blev afsløret i 1771, var kongen død.
Til gengæld fik København et enestående monument, ikke bare over kongen, men også som et symbol på samhørigheden mellem kongemagten, kirken, adelen og borgerskabet – repræsenteret ved de fire akser, som den står i centrum af.
På soklen blev der anbragt fire tavler, som beskriver kongens virke som handlens, industriens, kunstens og videnskabens beskytter.
Amalienborg var opført for de adelige familier, men da Christiansborg Slot brændte i 1794, blev det arrangeret at Moltkes Palæ på Amalienborg blev stillet til rådighed for Christian den 7. og hans familie. Det stod i forvejen tomt, da Moltke var død kort forinden.
Kronprinsen, den senere kong Frederik den 6., fik stillet det Schackske palæ til rådighed og hans halvbror Frederik, fik det Levetzauske palæ. Dermed var Amalienborg blevet kongelig residens.
I forbindelse med de kongelige overtagelse af Amalienborg, blev der gennemført en række ombygninger, som bl.a. arkitekten Caspar Frederik Harsdorff stod for.
Han opførte kolonnaden mellem de to sydlige palæer, så kronprinsen nemt kunne komme fra sit eget til hans fars palæ. Kronprins Frederik var i realiteten statsoverhoved, da Christian den 7. var ramt af en sindssygdom.
Kolonnaden var tænkt som midlertidig, fordi man stadig regnede med, at de kongelige ville flytte tilbage til Christiansborg, når det blev genopført.
Derfor blev forbindelsesbygningen kun bygget i træ og ikke marmor, som dens søjler dog skal efterligne.
Også Nicolai Abildgaard bidrog til ombygningerne på Amalienborg, i forbindelse med omdannelsen til kongelig residens. I Levetzaus Palæ indrettede han den fornemme “gallasal” (herunder), der blev udsmykker med dekorationer af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen.
Efter statsbankerotten i 1813 og krigene i 1800-talles første årtier, var det ikke råd til at opbygge Christiansborg på én gang, så kongefamilien måtte blive på Amalienborg.
Efterhånden var de imidlertid faldet så godt til her, at de i sidste ende ikke ønskede at flytte tilbage til Christiansborg.
Selv om der i det tredje Christiansborg Slot blev indrettet en lejlighed til Christian den 10. og hans familie, foretrak også han at blive boede på Amalienborg.
Siden har Amalienborg været de danske kongers residens, men dog med den undtagelse, at Frederik den 7. mest opholdt sig på Jægerspris Slot, mens han var konge.
Amalienborg har dog også haft andre funktioner gennem tiden. Brockdorffs Palæ (Frederik den 8.’s Palæ), var i en årrække indrettet som kadetakademi for Hæren og Flåden.
Moltkes Palæ (Christian den 7.s Palæ) og Levetzaus Palæ (Christian den 8.’s Palæ) husede i sidste halvdel af 1800-tallet Udenrigsministeriet, og Højesteret havde lokaler her helt frem til 1964.
I dag bruges Amalienborg fortsat af kongehuset og Schacks Palæ (Christian den 9.’s Palæ) er residens for Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Kronprinsparret bor i Brockdorffs Palæ, mens andre medlemmer af den kongelige familie har mulighed for at bo på slottet. Moltkes Palæ bruges som gæstepalæ og i Levetzaus Palæ ligger Amalienborgmuseet.
Den Kongelige Livgarde er altid til stede på Amalienborg, uanset om medlemmerne af den kongelige familie bor på slottet.
