[denne side er under opbygning]
Arkitekten Frits Schlegel blev født i 1898 på Frederiksberg. Faderen var bestyrer af fattigvæsenet på Frederiksberg og siden hans tipoldefar indvandrede fra Tyskland i 1700-tallet, havde slægten bestået af embedsmænd.
Frits drømte tidligt om at blive arkitekt, og gik derfor først i murerlære og på Teknisk Skole, hvorefter han søgte ind på arkitektuddannelsen på Kunstakademiet.
På Teknisk Skole havde Schlegel arkitekten Edvard Thomsens som lærer og fik hurtigt arbejde på hans tegnestue. Her deltog han formentlig i arbejdet med Øregaard Gymnasium på Gersonsvej i Hellerup, som stod færdigt i 1924.
Schlegel arbejdede samtidig på at slå sit navn fast som arkitekt og deltog i flere konkurrencer, men uden at opnå at få opført nogen af de foreslåede byggerier.
Først med sit bidrag til en konkurrence om forslag fra 1924 til ombygning af Daells Varehus i Nørregade i København, fik Schlegel et gennembrud. Forslaget blev udformet sammen med arkitekten Vilhelm Lauritzen, som ca. ti år senere stod et helt nyt byggeri på varehusets grund.
Et andet forslag var til et universitet i Århus, og her fik Schlegels forslag fra 1927 guldmedaljen og blev tydeligvis en inspiration for det endelige projekt, det blev udført af C. F. Møller og Kay Fisker nogle år senere.
I 1926 udskrev Frederiksberg Kommune en arkitektkonkurrence om opførelse af et krematorium på en ny kirkegård syd for Roskildevej. Ligbrænding var et forholdsvist nyt fænomen i Danmark, og derfor krævede indretningen af krematoriet en hel del tekniske overvejelser.
Frits Schlegel og Edvard Thomsen indsendte et forslag, hvor de skitserede et moderne og næsten funktionalistisk anlæg, som brød med den historicistiske stil man almindeligvis byggede kirkegårdskapeller i.
Der var ikke udelt begejstring for forslaget, og nogle syntes, at krematoriet mindede for meget om en fabrik. Derfor måtte de to arkitekter tilpasse og modificere deres bygning, som blev højere og mere monumental end oprindeligt tænkt.
Ikke langt fra Søndermark Kirkegård fik Schlegel og Thomsen i 1928 en ny opgave, som var starten på et langvarigt samarbejde. Zoologisk Have skulle have opført et nyt hus til sine aber, og det løste de to kolleger med en nyskabende, funktionalistisk bygning.
Traditionen for dyreanlæg i zoologiske haver var, at dyrene var i bure, og publikum kunne se dem gennem tremmer el.lign. I abehuset stod publikum inden døre og betragtede aberne gennem glas. Publikum var i mørke og aberne i lys, så oplevelsen blev lidt ligesom at se fisk i et akvarium.
Samarbejde med Zoologisk Have fortsatte gennem mange år, og Schlegel medvirkede sammen med Edvard Thomsen til opførelsen af et rovdyrhus (1937), en ormegård, et girafhus og en antilopestald (1938-1939) og endelig en bjørnegrotte (1950-1951).
Thomsen og Schlegel bød i 1928 ind på Københavns Kommunes konkurrence om nye skoler i Husum og ved Irlandsvej på Amager. De vandt den første, som blev opført som en såkaldt aulaskole, dvs. at klasseværelser m.m. lå med døren ud til en indre aula. Denne type skole brød med det tidligere korridorprincip, og var et tegn på den moderne stils indtog i skolebyggeriet. Schlegel havde dog allerede introduceret typen i hans byggeri af Øregaard Gymnasium.
Husum Skole var én af landets første aulaskoler, men der blev bygget flere andre tilsvarende i København i samtiden, f.eks. Lindevangsskolen på Frederiksberg og Skolen ved Sundet på Amager. Men mens Lindevangsskolen var holdt i en nyklassicistisk stil, blev Husum Skole i høj grad et funktionalistisk byggeri. Hovedfløjens rektangulære grundplan det næsten flade tag og de skarpt markerede vinduespartier minder om en industribygning.
Skolen blev en slags midtpunkt i etagebebyggelsen omkring Husum Vænge. Så selv om skolen var moderne i sin stil, kom dens placering som point-de-vue i den grønne kile mellem boligblokkene til at minde om tidligere tiders herregårdsanlæg eller byplaner med et slot for enden af en symmetrisk akse.
Husum Skole er fredet som et af de første eksempler på et skolebyggeri i funktionalistisk stil.
Skolen var opført i mursten, men pudset, så det illuderede en betonbygning. Det samme gjaldt Edvard Thomsens boligkompleks “Lagkagehuset” på Christianshavn.
Her blev vinduerne placeret uregelmæssigt, på grund af bygherrens krav om, at der kun måtte være ét vindue i hvert rum. Arkitekterne fik nedtonet denne asymmetri ved hjælp ag nogle meget markante, vandrette bånd på facaden, der blev pudset skiftevist gult og hvidt. Dermed kom bygningen til at ligne en lagkage og gav den dens folkelige navn.
De kraftige hjørnepartier med altaner var med til at give det markante udtryk, som i samtiden sikkert har vakt opsigt i bydelen, hvor Lagkagehuset ligger nærmest side om side med 1600-talshuse.
Det er uvist, hvor meget Schlegel bidragede til opgaven, men han har sikkert udført en stor del af arbejdet. Til gengæld var det hans sidste byggeri i samarbejde med Edvard Thomsen.
Schlegel ville gerne have fortsat sine erfaringer med at lade vinduesbåndene opdele facaden på langs i hans næste byggeri. Daells Varehus skulle endnu engang udvides, og nu rev man den ændre del af bygningen ned til fordelen for en nyopført. Som noget helt nyt, blev der brugt jernbeton, som endnu var et ret ukendt materiale i Danmark.
Bygherren var dog ikke interesseret i en “lagkagehus”, så det funktionalistiske præg fik kun lov at slå igennem i gården. Ud mod Nørregade holdt man sig til en mere nyklassicistisk facade.
Til gengæld fik Vilhelm Lauritzen lov at bygge et rent, funktionalistisk præget varehus, da Daells i 1936 gav bygningen det udseende, den har i dag. Men det skete uden Schlegels medvirken.
I 1937 fik Frits Schegel til opgave at tegne en kontorbygning for Overformynderiet, som var en institution, der forvaltede bl.a. umyndiges formuer.
En række ældre karréer ved Holmens Kanal og i den nu nedlagte gade Størrestræde blev revet ned til fordel for byggeriet. Schegel måtte tilpasse bygningens højde ud mod Holmens Kanal, så den ikke blev for dominerende. Dermed fik den de to karakteristiske, indrykkede etager for over.
De afrundede hjørner var med til at bløde den markante bygning op, og de runde former går igen indvendigt i den store hall.
Alligevel mente mange, at bygningen ikke passede ind imellem de historiske bygninger i kvarteret, og folkeviddet gav den øgenavnet “servanten”.
Schegel ville have haft et råt betonhus, men Staten ønskede at fremme produktionen af marmor i Grønland, og fik derfor gennemført, at bygningen udvendigt skulle beklædes med marmorplader.
Villaer og sommerhuse
Sideløbende med de store institutions- og erhvervsbyggerier fik Frits Schlegel opført en række villaer i kommunerne nord for København.
I begyndelsen af 1930’erne gjaldt det nogle prøvehuse for virksomheden Dansk Cement Central, der ønskede at promovere beton som et fremtidens byggemateriale.
Betonhusene blev moderne, funktionalistiske byggerier som var klart inspireret af udenlandske forbilleder. I Dessau i Tyskland var der i forbindelse med Bauhaus-skolen opført betonvillaer og lignende forsøgsbyggerier skød op i bl.a. Tyskland, Holland og Frankrig. Herhjemme havde arkitekten Hans Dahlerup Bertelsen som én af de første bygget de såkaldte “funkis-villaer” på Emanuel Olsens Vej på Frederiksberg.