En del gader i denne del af Amager har navne efter byer og lokaliteter i de baltiske lande.
Kurland er en gammel betegnelse for et område i Letland, som den danske hertug Magnus herskede over i 1500-tallet.
Indtil 1902 hed gaden Absalonsgade. Da Sundbyernes Kommune blev indlemmet i Københavns Kommune, måtte vejnavnet ændres, fordi der allerede var en Absalonsgade på Vesterbro.
Absalonsgade opstod i 1860’erne som en blind sidegade til Amagerbrogade. I 1930’erne blev den forlænget mod syd, og den lille Trestjernegade, som var en sidegade til Sundholmsvej, blev en del af Kurlandsgade.
Tættest på Amagerbrogade er bebyggelsen opført i slutningen af 1800-tallet.
I gadens sydlige del ligger etageejendomme, der er opført i 1930’erne.