Flere gader på Vesterbro har navne efter steder, der spillede en rolle under de slesvigske krige i midten af 1800-tallet.
I 1864 fandt et søslag sted ved øen Helgoland i Nordsøen, hvor den danske flåde besejrede den tysk-østrigske.
Mens en række gader i kvarteret mellem Vesterbrogade og Istedgade blev anlagt så tidligt som i 1860’erne, var Helgolandsgade og den parallelle Colbjørnsensgade først på tegnebrættet omkring 1880.
Omtrent hvor Helgolandsgade går i dag, lå fra 1620’erne en vej kaldte Amagervejen. Den var en del af et byudviklingsprojekt, som kong Christian den 4. satte igang – men som aldrig blev realiseret.
I området lå det store Hintzes Gartneri, hvis hovedbygning indtil 1887 lå ud mod Vesterbrogade. Ned mod jernbanen, der gik hvor Halmtorvet ligger i dag, strakte et stort areal med frugttræer og bærbuske sig.
I Helgolandsgade 8 ligger Værnehjemmet Bethania (billedet herover). Det blev opført i 1880 på initiativ af frk. Regitze Barner, der havde stiftet “Foreningen til Værn for enligt stillede Kvinder”.
Foreningen arbejdede for at give hæderlige kvinder et billigt sted at bo – og med den underliggende dagsorden, at de så kunne undgå at prostituere sig.
I Helgolandsgade 6 ligger Borgerdydskolen i en bygning tegnet af arkitekt Frederik Levy (1851-1924).
Skolen blev grundlagt i 1787 og lå oprindeligt i Københavns indre by og fik en filial i Wildersgade på Christianshavn. Den blev senere en selvstændig skole, og flyttede i 1893 til Vesterbro.
Helgolandsgade er domineret af hoteller. Ét af de ældste er Hotel Hebron, som blev indviet i 1898. Det ligger i Helgolandgade 4 (herover).
Navnet er hentet fra den palæstinensiske by, som spillede en vigtig rolle i Det Gamle Testamente, og skyldes at hotellet har været drevet som missionshotel. Bygningen blev tegnet af arkitekten Jens Martin Larsen (1863-1910)