Spring til indhold

Slotsholmens historie

 

Slotsholmen, hvor Christiansborg Slot ligger i dag, er omgivet af kanaler, men var faktisk engang en rigtig ø, omgivet af vand.

Historikeren Saxo kaldte den Insula Maritima (øen i havet), da han beskrev, hvordan biskop Absalon lagde grunden til en ny borg på øen. Dermed underforstår han, at der lå en borg i forvejen, og det har nok været den, som kong Svend Estridsen med sin flåde i 1043 søgte ind til, fordi der omkring den var en forholdsvis dyb sejlrende.

Hvordan denne borg har set ud, ved vi ikke. Men det er nok rigtigt, at Absalon fra omkring 1167, udbygger den befæstede holm, og gør den til sin bolig. Absalons borg er forløberen for Københavns Slot.

Rekonstrueret kort over det ældste København og nederst midtfor Slotsholmen. De nuværende kanaler omkring Slotsholmen er skitseret, så man kan se, at holmen i dag er noget større end dengang. Fra Traps danmarksbeskrivelse (3. udgave).

 

Slotsholmen var både kongebolig og hjemsted for landets øverste administration.

Adgangen til holmen skete først og fremmest over Højbro, men der var også en mere privat broforbindelse, som kongen brugte, når han skulle på besøg i byen. Løngangen som den kaldtes, lå omtrent hvor Stormbroen ligger i dag. Løngangsstræde minder om denne “bagdør” til Slotsholmen.

I 1730’erne opførtes på Slotholmen det første Christianborg Slot. Under enevælden blev Slotsholmen for alvor statsmagtens centrum.

Også i nyere tid er der bygget på Slotsholmen. I 1960’erne opførtes ministerialbygninger i hjørnet mod Knippelsbro af arkitekterne Thomas Havning og Svenn Eske Kristensen. Bygningerne er kendt under navnet ”Tjæreborg”.

Slotsholmen er én af de danske øer, der har flest broforbindelser: Christiansbro, Bryghusbro, Prinsensbro, Marmorbroen, Stormbroen, Højbro, Holmens Bro, Børsbroen, Christian den 4.’s bro og Knippelsbro

I dag han Slotsholmen kun ganske få faste indbyggere.

 

Læs mere om steder på Slotsholmen.