Spring til indhold

Howitzvej

Vejen er opkaldt efter lægen Frantz Howitz (1828-1912), der var ansat på Frederiksberg Hospital, hvor han var en anerkendt gynækolog.

Franz Howitz. Foto af Hansen og Weller (Det Kgl. Bibliotek).

Fra 1860’erne drev Howitz sit eget hospital, hvor der bl.a. blev udført operationer på mindrebemidlede patienter. Hospitalet har givet navn til Hospitalsvej.

Området mellem Howitzvej og Solbjergvej blev efterhånden udbygget med hospitalets bygninger, som i dag alle igen er forsvundet. Frederiksbergs Hospitals nuværende bygninger ved Nordre Fasanvej blev opført i årene fra 1903 og frem.

Frederiksberg Hospital ca. 1900. Foto af Heinrich Barby (Frederiksberg Stadsarkiv).

Howitzvej, og dens forlængelse Finsensvej, hed indtil 1907 Lampevej. 

Historien fortæller, at der på vejen boede en jordemoder, som altid havde en tændt lampe udenfor sit hus, så hun var til at finde i mørket.

Da der i 1889 blev begået et rovmord på vejen, og sagen i folkemunde kom til at hedde “Lampevejs-mordet”, ønskede beboerne at vejen skulle omdøbes.

På gavlen til Howitzvej 67 har kunsteren Anne Bundgaard lavet et maleri (herunder), der fortæller historien om mordet.

I 1800-tallet lå flere landsteder og lystgårde ved vejen, men i 1874 opførtes den første af en række offentlige bygninger.

Den første var en skole, som samtidig fungerede som kommunekontor (tegningen herover). Huset lå på hjørnet af Falkoner Allé, men blev revet ned i begyndelsen af 1950’erne til fordel for opførelse af Falkonercentret.

I stedet blev det nuværende Frederiksberg Rådhus opført og indviet i 1953.

På hjørnet af Jernbanestien ligger Frederiksberg Arbejderhjemsboliger.

Omkring 1914 begyndte planlægningen af en række offentlige bygninger ved Howitzvej, i området hvor hospitalet havde ligget.

Kommunen udskrev en arkitektkonkurrence om bygninger til politi og brandvæsen. Vinder blev arkitekten Hack Kampmann (1856-1920). Han nåede dog ikke at se alle bygningerne færdige.

Politistationen opførtes omkring 1918 og senere fulgte domhuset i 1921. Først i 1932 blev brandstationen (herover) bygget færdig.

Politiet havde før opførelsen af den nye politistation haft til huse i en tidligere privat fødeklinik, der lå hvor Frederiksbergs nye retsbygning i dag ligger på Holger Kallehauges Plads.

Domhuset er naturligt nok forbundet med politistationen med en kolonade – som dog kun har en rent dekorativ funktion. Mere usædvanligt er også Solbjerg Kirke knyttet til politistationen med en søjlegang, der imidlertid også er rent pynt.

Mellem domhuset og kirken ligger den lille park Domhusgården.