Spring til indhold

Overgaden Neden Vandet

dsc_0377-res

Byplanen for Chistianshavn var fra starten et retlinet gadenet og efter hollandsk forbillede var byen delt i en overby (mod syd) og en nederby (mod nord).

Derfor fik gaderne langs Christianshavns Kanal der særprægede navne Overgaden Oven Vandet og Overgaden Neden Vandet. Ordet Overgade kommer fra det tyske Ufer, som betyder bred eller kaj.

Frits Thaulows maleri fra 1881 “Parti fra Christianshavns Kanal”.

Den nedre gade langs kanalen var én af Christianshavns fineste, men ikke helt så fin som Strandgade, men dog finere end Overgaden Oven Vandet.

Den sydligste del af Overgaden Neden Vandet var tidligere domineret af Burmeister & Wains skibsbyggeri.

I dag er der ingen bygninger tilbage fra skibsværftets tid, med undtagelse af støberibygningen, der ligger ud til kanalen.

Bygningen er dog renoveret og ombygget, men facaden ser ud som oprindeligt.

Ud for støberibygninger lå i B&W’s tid et skib, der på grund af pladsmangel på værtsområdet fungerede som kantine. Damperen, lignede en amerikansk floddamper, fik blandt værtsarbejderne navnet “Frikadellen”.

Overgaden Neden Vandet 11 (herover) er opført 1785 for Hans Pedersen Kofod, der grundlagde et rederi og handelskompagni, der sejlede på både Vestindien og Kina.

Nu rummer den firmaet Peter F. Heering, der siden 1818 har fremstillet kirsebærlikør, som er eksporteret til hele verden. Firmaet var også rederi og havde skibe, der sejlede ud med likøren og tog sukker med hjem fra sine egne plantager.

Produktionen startede i det små i en viktualieforretning i Boldhusgade, men flyttede i 1838 til Christianshavn. Kirsebær kom fra hele Sjælland, og christianshavnerkoner pillede og sorterede dem.

Selve fabrikken ligger i dag på Stevns, hvor kirsebærrene dyrkes, og bygningen i Overgaden anvendes til repræsentative formål.