I 1688 oprettedes på initiativ af kong Christian den 5. en institution ved navn Det Kongelige Priviligerede Assistence-Huus.
Her kunne Københavns indbyggere pantsætte værdigenstande, hvis de manglede kontante penge.
Fra 1730’erne lå institutionen i Snaregade, men i 1750’erne flyttede Assistenshuset, som det blev kaldt i folkemunde, ind i Nybrogade 2.
Bygningen var efter branden i 1728 opført til brug for borgmester og konferensråd William Bjerregaard, men blev nu bygget om til formålet under ledelse af arkitekten Phillip de Lange.
Huset blev forsynet med en ekstra fløj ud mod Nybrogade og blev fyldt op med de pantsatte genstande.
For nogle var det en pinlig sag at gå til assistenshuset, så der opstod et særligt erhverv, de såkaldte sættemænd (eller –koner), der for et lille beløb påtog sig at ordne pantsætningen for folk.
Én af assistenshusets forvaltere blev kaldt “Onkel Harboe”, og efter ham stammer betegnelsen onkel, der bruges om pantelånere.
Den berømte tyv, urmager Heidenreich, der i 1802 stjal de to guldhorn fra Kunstkammeret, smeltede hornene om og pantsatte guldklumperne i Assistenshuset.
Hvis de pantsatte effekter ikke blev indløst efter ni måneder, kom de på auktion. Derfor var institutionen en forretning, der ikke bare kunne finansiere sig selv, men som gav overskud.
Indtægterne gik bl.a. til driften af Tugt- og børnehuset på Christianshavn og til Søkvæsthuset.
Fra 1950’erne var det dog ikke længere en overskudsforretning, og huset lukkede i 1971.
Allerede i 1962 flyttede den dog fra bygningen i Nybrogade, som blev overtaget af det nyoprettede Kulturministerium.
Husets navn har ikke noget at gøre med Assistens Kirkegård.