Ved dæmningen, som blev anlagt i forbindelse med etableringen af Knippelsbro fra Slotsholmen til den nyanlagte bydel Christianshavn, opførtes i årene 1619-1625 en varebørs.
Bygningen blev tegnet af brødrene Lourens og Hans van Steenwinckel den yngre og bygget i nederlandsk renæssancestil.
Det var kong Christian den 4. (1577-1648), der tog initiativet til Børsen. Han ville gerne fremme handelen i København og på Børsen skulle danske og udenlandske købmænd mødes og udveksle varer. Den er muligvis Europas ældste varebørs.
Kongen havde nok også en intention om at handelen og regeringsmagten skulle trives side om side – på den samme ø.
Der blev også handlet med almindelig dagligvarer til hovedstadens forbrugere. Der var 40 handelskontorer og kramboder i overetagen og 40 boder i underetagen til større og grovere varer.
På begge sider af Børsen lå der kanaler, hvor man kunne sejle varerne helt til døren. På vestsiden lå Børsgraven, der var en åben kanal der gik, hvor Slotsholmsgade ligger i dag.
Taget var oprindeligt af bly, men det blev fjernet under den svenske belejring i 1658-1659, hvor man havde brug for blyet til at lave kanonkugler af.
Spiret på Børsen dannes af fire dragers haler. Det er tegnet af fyrværkerimester Ludvig Heldtrider og oprindeligt udført i bly. Det var imidlertid for tungt for fundamentet og måtte fornys af et tilsvarende i træ i 1778.
Dragen bruges ofte som et beskyttende dyr, der holder ondskab og ufred borte. Måske blev bygmesteren inspireret af de slyngede drager, der blev brugt som symboler i vikingetiden. Han var dog også fyrværkerimester, og har nok haft sine øjne på fyrværkeriets hjemland, Kina, hvor dragerne også passer på skatte og værdier.
I toppen sidder tre kongekroner, som symbol på unionen mellem Danmark, Norge og Sverige.
På siden af Børsen blev der gravet en kanal, hvor Slotsholmsgade er i dag, så skibe med varer kunne sejle helt ”til døren”.
På grund af lavkonjunkturer solgtes Børsen i 1640’erne til en privat købmand, Jacob Madsen fra Christianshavn.
Bygningen blev pantsat af Christian den 4., da han i slutningen af sin regeringstid manglede penge.
Indtil 1860’erne lå Nationalbanken i tilknytning til Børsbygningen. Banken havde dog sin egen bygning, der lå ud mod Slotsholmsgade.
I 1850’erne overtog Grosserer-Societetet bygningen med den klausul, at den ikke måtte ændres. Det var dermed den første fredede bygning i Danmark.
Ved rampen ud mod Christiansborg Slot, står to statuer af guderne for hhv. handel og søfart, Merkur og Neptun,.
De blev oprindeligt udført af den tyske billedhugger J. C. Petzold (1708-1762) i 1740’erne, men er nu erstattet af kopier. Merkurstatuen (billedet) blev genskabt af Edvard Eriksen i 1951.