Spring til indhold

Christian IX’s Gade

Gaden er opkaldt efter kong Christian den 9. (1818-1906).

Aksel Hansens buste af Christian den 9., formentlig 1892 (Amalienborgmuseet).

I årene efter kongens død i 1906 brød man gaden igennem fra Vognmagergade til Gothersgade i forbindelse med sanering i kvarteret ved Gammel Mønt.

Efter udbygningen af brokvarterne, var befolkningstallet ikke længere så højt i den indre by, og man ville gerne tiltrække mere velstående beboere. Derfor rev man i kvarteret omkring Gammel Mønt en række ejendomme ned og opførte fornemmere bygninger i stedet.

Anlæg af Christian IX’s Gade. Foto af Ernst Nyrop Larsen, 1908 (Københavns Museum).

Ejendommene i gaden er tegnet af arkitekten Eugen Jørgensen (1858-1910) og bygget i en nationalromantisk stil med dekorative elementer som tårne og bindingsværk.

Ejendommene blev opført af et byggeselskab, hvor også Eugen Jørgensen var repræsenteret.

Ydermere var han medlem af borgerrepræsentationen, som skulle godkende byggeriet, og måske er det derfor at de tre tårne fra Københavns våben er anbragt på facaden på Christian IX’s Gade 8-10..

Ikke mindst denne ejendom er et udstyrstykke i dekorationer og finurligheder.

Hjørnehuset har et borgtårn, og på toppen af sidefløjen er anbragt noget, der ligner en schweizerhytte.

Over karnappen på hjørnet sidder et guldbelagt solur.

På hjørnet af Christian IX.’s Gade og Ny Østergade lå i perioden 1965 til 1985 en teaterscene, der bl.a. blev drevet af Det Kongelige Teater under navnet Comediehuset.