Pladsen er opkaldt efter den italienske digter Dante Alighieri (1265-1321).
Den trekantede plads ligger mellem Ny Carlsberg Glyptotek og Ny Vestergade, der indtil 1880’erne endte her ved Vestervold, og danner en slags forplads for Glyptotekets bygning.
Navngivningen af pladsen fandt sted i 1921, som var 600-året for Dantes død.
Foran pladsen blev der i 1924 opstillet en mindesøjle med figuren Beatrice, der var Dantes ungdomskæreste, og som indgik i flere af hans værker.
Figuren blev udført af billedhuggeren Einar Utzon Franck og bl.a. betalt af midler indsamlet i Italien. Søjlen blev skænket af byen Rom. Skulpturen står nu i midterrabatten på H. C. Andersens Boulevard.
Ved siden af søjlen ved Dantes Plads ligger et broncerelief af Dante (herover) udført af den italienske kunstner S. L. Andreotti.