Pladsen er opkaldt efter Aage Helgesen Vedel, der som viceadmiral under Besættelsestiden var med til at sænke den danske flådes skibe.
Ødelæggelsen af skibene skete for at forhindre tyskerne i at beslaglægge dem.
Pladsen blev navngivet i 1996.
Ved A. H. Vedels Plads ligger flere af Holmens centrale bygninger.
Marinekasernen (herover) er bygget i 1908-1910 som indkvarteringsbygning for personellet ved Holmen. Kaserne er tegnet af arkitekten Valdemar Birkmand (1873-1930).
Det tilhørende Arresthus (herunder) er opført i 1890’erne. Arkitekten var C. T. Andersen (1835-1916).
I kasernens gård står et mindesmærke for Slaget på Reden i 1801.
Det er udført af Thorvald BIndesbøll (1846-1908) og opstillet i 1902.
Foran kasernen står en buste af kong Frederik den 9., der var uddannet søofficer.
Busten blev opstillet i 1975 af De Allieredes Danske Våbenfæller.
Historien fortæller, at de værnepligtige på Holmen gnubbede kongen på næsen, når de gik forbi. Da kongen selv kom på besøg, måtte den blankslidte næse dækkes med sværte – som kongen fik på fingrene, da han selv skulle røre ved busten!
Hovedvagten for hele Holmen opført i 1745 og tegnet af arkitekten Phillip de Lange (1704-1766).
Under den overdimensionerede kongekrone sidder et ur, som blev skænket som gave til kong Frederik den 5.
Hovedvagten bruges ikke længere til sit oprindelige formål, men har i nyere tid været til rådighed for chefen for Søværnet og chefen for Holmen.
Ved kajen ud mod havnen står den mægtige mastekran. Når skibene skulle udrustes med master, blev de hejst på plads med kranen.
Den blev opført omkring 1751 og er tegnet af Phillip de Lange. Kranen er en yderst solid konstruktion, der er bygget til at håndtere de tunge master.
Kranen har en trækonstruktion, der går dybt ned i jorden for at den er stabil mens der arbejdes med den.
I den øverste del – “hornet” – er bjælkerne surret sammen med tovværk, så den er elastisk.
Bagved kranen ligger en bygning, der blev brugt til fremstilling af spanterne til skibsbyggeriet.
Den er opført i 1760’erne og var tegnet af arkitekten Philip de Lange. Bygningen kaldtes for “Planen”.
I forbindelse med planbygningen lå en pavillon, hvorfra man kunne følge søsætningen af skibene.
Pavillonen var tegnet af Nicolas-Henri Jardin. Pavillonen blev revet ned i 1870’erne.
Planbygningen er delvist bevaret men stærkt ombygget. Den anvendes i dag som idrætshal.
Søværnets radiostation havde lokaler i en selvstændig bygning på Frederiksholm fra 1908. Den var formentlig verdens første kystradiostation.
Radiobygningen (herover) blev i 2003 flyttet til hjørnet af Spanteloftvej og drives nu som museum under navnet OXA, som var stationens kaldesignal.