Kvarteret Amagerbro er betegnelsen for bydelen nord for Prags Boulevard og Norgesgade.
Amagerbro har en lidt anden historie, end de andre københavnske brokvarterer, Vesterbro, Nørrebro og Østerbro.
Mens København på sjællandsiden voksede jævnt udefter, var jorden her hørte til Københavns Kommune, lå det nordligste Amager i lang tid næsten ubebygget hen.
Mellem Christianshavn og de to gamle landsbyer, Sundbyøster og Sundbyvester, lå den militære beskyttelseszone omkring hovedstaden. Her gjaldt reglen om, at der i demarkationszonen, som den kaldtes, kun måtte opføres bindingsværksbygninger i højest to etager, der hurtigt kunne fjernes i tilfælde af krig. Området var derfor mest bebygget af fabrikker og møller, men uden ret mange boliger.
Efter at man i forsvarsloven i 1909 endeligt ophævede beskyttelseszonen, blev arealet frigivet til boligbebyggelse. Derefter begyndte opførelsen af bydelen Amagerbro.
Frem til begyndelsen af 1900-tallet var der kun sparsom bebyggelse her. i 1757 nævnes et enkelt hus ved den nordligste del af Amagerbrogade. Senere kommer et par beværtningssteder og fabrikker til.
Hovedparten af området tilhørte fra begyndelsen af 1800-tallet den holmbladske familie, som oprettede flere virksomheder, der er nærmere beskrevet under Limgården.
I 1907 solgte de holmbladske virkesomheder størstedelen af arealerne nord for Norgesgade og Prags Boulevard til konsortiet A/S Amagerbro. Et grundstykke nord og øst for Vor Frelsers Kirkegård blev solgt til Carl Lunds fabrikker, og resten efterhånden bebygget med lejligheder.
Én af initiativtagerne og tilsynsførende ved byggeriet var cand.jur. B. Dornonville la Cour, der som ung dommerfuldmægtig var kommet til København. Han havde forretningssans og så mulighederne i at udnytte det ubebyggede, militære areal.
Slægten Holmblad bevarede dog til en vis grad kontrollen med arealerne, idet flere medlemmer af Holmblad-familien indtrådte i bestyrelsen for selskabet. L. P. Holmblad døde dog kort efter.
I 1909 ophævedes demarkationsbestemmelserne og bebyggelsen kunne gå i gang. Selskabet måtte dog betale et betydeligt beløb som en slags godtgørelse til Forsvaret.
Det var en attraktiv beliggenhed, som den nye bydel fik. Dels lå den tæt på det centrale København, dels var den nye vejforbindelse, Amager Boulevard, ført herud og der var let forbindelse med sporvognene dertil.
A/S Amagerbro opførte selv nogle af ejendommene, mens andre bygmestre opførte resten. Et bankkrak udskød dog starten på byggerierne med nogle år.
Enkelte ejendomme i Borgerbo og ved Limgården blev opført af almene boligselskaber.
De første lejligheder stod klar til indflytning i ejendommen Haabet og Tylvten ved Amagerbrogade i 1913. Derefter fulgte Hollænderhus på gaden Svinget og bebyggelsen Borgerbo i 1914. Året efter stod et par ejendomme tættest på Christmas Møllers Plads (Amagerport og Christianshavns Port) færdige og i 1916 Sønderport på hjørnet af Amagerbrogade/Amager Boulevard. I 1917 afsluttedes byggeriet vest for Amagerbrogade med Finlandshus i den nordlige del af Finlandsgade og Ny Mølle i Hollænderdybet.
Ejendommene blev ikke opført efter en bestemt skabelon eller typetegning, men fik alligevel et ret ensartet præg Arkitekterne var bl.a. Christian Schou (1884-1973), Valdemar Dan (1871-1935), Valdemar Schmidt (1864-1944), Henning Hansen (1880-1945) og Louis Hygom (1879-1959).
Man fastholdt det princip, at der ikke måtte opføres bag- og sidehuse i gårdene. Til gadesiden var bygningerne flere steder forsynet med store, indbyggede altaner, som ligner en slags loggiaer.
Gaderne blev anlagt efter en samlet plan, der blev godkendt af Københavns Kommune. Karakteristisk er de meget brede gader, legepladser og forhaver. Op til 45% af kvarteret er gadearealer. Gadenavnene blev besluttet efter en konkurrence i Dagbladet Politiken i 1912.
Vejnettets udformning blev først og fremmest bestemt af jernbanesporet, der allerede gik gennem kvarteret, inden det blev bebygget – og dermed definerede forløbet af Svinget. Men det passede også meget fint med tiden byplanidealer, hvor man forlod det rektangulære vejnet og gerne indførte skrå eller slyngede gader. I Københavns Kommunes byplankonkurrence, der var afholdt nogle år før, var netop disse måder at anlægge vejene på, et væsentligt element i flere af forslagene.
Til at begynde med var der vanskeligt at få lejlighederne lejet ud. Folk skulle vænne sig til at man godt kunne bo helt ude på Amager.
Lejlighederne i kvarteret bestod af lejligheder fra 2 og op til 5 værelser.
Bladet ”Verden og Vi” skrev i 1916: ”Den ny Amager-By rummer beboere af næsten alle samfundsklasser, dog synes Embedsmænd, Officerer, Forretningsfolk og Kunstens Børn, særligt at have foretrukket dette aabne og luftige kvarter (…). I så godt som alle Lejligheder findes Badeværelse med Kar eller Styrtebad, og meget ofte varmt Vand i Køkkenet. Selvfølgelig er disse lejligheder ikke billige. Men publikum har opdaget, at dette Moment opvejes af (…) at der kræves mindre hjælp i husholdningen”.
I 1921 er folketallet for Amagerbro Kvarter 7.500. Ti år tidligere boede her 3.700 og i 1901 kun 150.