Henrettelser af dødsdømte forbrydere fandt før i tiden ofte sted udenfor byerne, men alligevel i nærheden af dem. Eksekutionerne var begivenheder, der trak mange tilskuere til, og de døde blev hængene i galgerne i lang tid, så de kunne være til skræk og advarsel for andre.
Allerede i 1600-tallet må der have været et rettersted på Amager, men hvor det lå, ved vi ikke.
Dengang foretog man dog også henrettelserne på et skafot midt på Nytorv ved siden af Københavns rådhus. I 1700-tallet flyttede retterstedet ud på fællederne på Østerbro, bl.a. i Slagtervangen. I 1806 blev det flyttet til Amager, og placeret i den tidligere svenske skanse på Christianshavns Fælled, i den nuværende Dalslandsgade.
Rettersted blev i de omkring 50 år, hvor det var i funktion, brugt til at henrette forbrydere fra hele Københavnsområdet.
Skafottet bestod af en høj tribune af træ med et gelænder omkring. I hjørnet var der en trappe. Selv henrettelsen foregik på en træblok, hvor den dømte lagde hovedet på.
Rundt om skafottet var der en voldgrav, som et levn fra den tidligere skanse, og udenom den nogle volde, der blev brugt som tilskuerplads.
Langs vejen dertil (den nuværende Markmandsgade blev der opstillet boder, hvorfra der solgtes mad og drikkevarer til tilskuerne).
Retterstedet var i brug i ca. 50 år, Den første henrettelse fandt sted i 1806, hvor tjenestekarl Niels Jensen fra Store Magleby fik eksekveret straffen for at have begået et mord på Ehm Wybrandt Jensen fra landsbyen, som han var i tjeneste hos.
Sidste gang retterstedet var brug, var i 1857, da smedesvend Christian Julius Jensen, der blev henrettet efter en dom for mord på sin hustru. Eksekutionen foregik kl. kvart over seks om morgenen.
I alt blev der gennemført ca. 35 henrettelser, alle ved halshugning. De henrettede blev ofte begravet på Slavekirkegården, der lå ved Hollænderdybet.
Dødsstraffen var den strengeste, som man kunne idømmes, og den blev brugt også for forbrydelser, vi i dag ville betragte som mindre alvorlige. F.eks. kunne man idømmes dødstraf for tyverier.
I 1819 blev to tugthusfanger henrettet på Amager, og samme dag havde de sat en annonce i avisen, hvor de takkede de tilskuere, der var mødt frem for at overvære henrettelsen.
Der var også knyttet overtro til retterstedet og de henrettelser, der foregik der. Fra gammel tid troede man, at de henrettedes blod havde en helbredende virkning. I 1840 blev Ole Kollerød henrettet på Amager, og det lykkedes to kvinder af fylde en kop med hans blod, som de gav til en tredje kvinde, som var syg, mens de dansede rundt om skafottet.
Bødlen – eller skarpretteren som han kaldtes – skulle sørge for, at halshugningen foregik på rette vis. I 1839 lykkedes det ikke i første forsøg, så øksen måtte svinges flere gange og til sidst nærmest save hovedet af. Det brød tilskuerne sig ikke om.
Bødlen kunne formentlig ikke alene leve af at foretage henrettelserne, men måtte have et erherv ved siden af. Rigsskarpretter Seistrup havde en købmandsforretning på Amager.
Man bruger stadig udtrykket “Amager halshug”, som en besværgelse. Nogle gange siger man “Amager Fælled”, mens man gør det. Der fandt før 1806 henrettelser sted på Amager Fælled, og senere også for domme efter den militære straffelov.
Der er i dag ingen spor tilbage af retterstedet, som lå hvor industribygningerne i Dalslandsgade 7 ligger i dag.