Torvet ligger, hvor kernen i Utterslev landsby lå. Byens gadekær er stadig bevaret.
Utterslev er formentlig navngivet efter mandsnavnet Otthar. Han havde måske en større gård, som var kernen i en landsby, der hørte til Brønshøj Kirkes Sogn. Utterslev nævnes første gang i de historiske kilder i 1186.
Torvet fik sit navn i 1928. Det er i 2004 blevet omlagt og moderniseret ved arkitekterne Erik Brandt Dam og Steen Høyer.
Indtil 1970’erne lå Jægerkroen ved torvet.
Ved torvet ligger en markant villa, der bærer navnet Sokkelundlille. Den er opført i 1890’erne af grosserer Ludwig Emilius Thrane.
Han byggede den på tomten af en nedbrændt jagthytte fra 1770 med samme navn. Den siges at have tilhørt kong Christian den 7.
Sokkelundlille har inskriptioner i bjælkerne under taget. Villaen har været i dårlig stand, men er nu restaureret og fungerer som børnekulturhus.
Ved torvet ligger “Tages Hus”(herunder), som er en gammel landarbejderbolig fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor der oprindeligt var flere lejligheder.
På Utterslev Torv ligger Nordvestkirken.