Christian Frederik Hansen var født i København i 1756.
Han blev arkitekten bag en række betydningsfulde bygninger i København, men samtidig fik han opført mange bygningsværker i provinsen – ikke mindst i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
I København kendes han først og fremmest for tegningerne til Vor Frue Kirke, Københavns Domhus og Christianborg Slotskirke. Men hans værkliste omfatter mange andre typer bygninger, som f.eks. byhuse, landvillaer, kirker, herregårde og endda også brugsbygninger som møller og fængsler.
Allerede som ti-årig blev Christian Frederik optaget på Kunstakademiet i København. De første år fik han undervisning i murerhåndværk og bygningstegning.
Fra 1775 kom han på arkitekturlinjen, og her var hans lærer C. F. Harsdorff (1735-1799) som han bistod med arbejdet med Frederik den 5.’s kapel ved Roskilde Domkirke (herover).
I 1779 modtog C. F. Hansen akademiets store guldmedalje og kongen betalte hans studierejse til Italien i årene 1782 til 1784. Her så han bl.a. arkitekten Andrea Palladios (1508-1580) bygningsværker i Norditalien, som blev en stærk inspirationskilde for Hansen.
Da han kom hjem, fik han stillingen som landbygmester i Holsten, som dengang var en del af det danske rige. Embedet gjorde, at han bosatte sig i Altona, der nærmest var en forstad til Hamburg.
Landbygmesterens opgaver var dels administrative, dels at udforme tegninger til offentlige bygninger, som broer og møller.
Sideløbende arbejdede Hansen imidlertid som privatpraktiserende arkitekt, og han kom til at tegne en række huse for Hamburgs og Altonas borgerskab. Han udviklede en ret personligt præget stil, der var inspireret af, de klassicistiske bygningsværker, han havde set i Italien, og det passede godt ind i overklassens smag.
Fra omkring 1805 fik C. F. Hansen opgaver i København, men blev i en tid boede i Altona. I 1808 fik han stilling som professor ved Kunstakademiet i København og udnævnt til overbygningsdirektør i Danmark. Det betød, at han fik tilsyn med opførelsen af alle offentlige bygninger i landet.
Dermed måtte han forlade Altona og flytte til København, hvor han fik bolig i Prinsens Palæ.
C. F. Hansens landvillaer ved Elben
Vest for Altona, byggede Hansen en række landhuse og villaer for Hamburgs velhavende købmænd o.lign., som i årene omkring 1800 fulgte tidens mode fra England og Frankrig og fik bygget sommerlandsteder udenfor storbyen i naturskønne omgivelser.
Den første landvilla C. F. Hansen tegnede, blev opført i 1789 for storkøbmanden Johan Cesar Godeffroy (herover). Huset kom til at ligge i en park, på kanten af skråningen ned mod Elben.
Selv om huset lå tilbagetrukket fra vejen, havde det sin mest præsentable facade mod gadesiden. Her var indgangen i en loggia båret af to søjler.
Mod haven fik huset en halvrund udbygning, hvor havestuen lå. Dette motiv kan også findes i Bernstorff Slot, som blev tegnet i midten af 1700-tallet af Nicolas-Henri Jardin (1720-1799), der kan have været én af C. F. Hansens lærere på Kunstakademiet.
Inspirationen fra de italienske villaer, ikke mindst Palladios, er tydelig og Godeffroys landsted levede op til sin tids idealer om smuk arkitektur i den fredfyldte natur.
Over indgangsdøren satte han mottoet “Der Ruhe weissem Genuss” (Den stille, hvide nydelse), som skal være et citat fra den danske teolog Peter Christian Steenvinkel (1742–99).
Da J. C. Godeffroys landsted var færdigt, bad hans bror, Pierre Godeffroy (1749-1822) C. F. Hansen om at opføre et tilsvarende landsted på en grund han købte umiddelbart vest for. Huset fik navnet “Weisses Haus” (Det hvide hus) og var ligeledes omgivet af en park.
I 1795 føjedes endnu en landvilla til C. F. Hansens bygningsværker ved den fornemme Elbschaussee. Det blev bygget for englænderen John Blacker og oprindeligt opført i hvidmalet bindingsværk (herover).
Det lå på det højeste punkt i en park, og Hansen beskrev det som et tempel, der lå på et parnas, hvorfra man kunne beskue verden.
“Gosslerhaus”, som bygningen efter en senere ejer kaldes, lignede med sine 28 søjler på alle fire sider et klassisk, græsk tempel.
Huset brændte i 1901 og blev genopført i en noget andet udformning end den oprindelige. Bl.a. har huset i dag en overbygning, som ikke var der oprindeligt.
Samme år som Blackers landhus stod færdigt, opførte C. F. Hansen en landvilla ved Elben for den engelske købmand John Thornton.
Også dette hus var omgivet af en stor have og havde en udsigtsterrasse i en søjleloggia.
Thorntons villa eksisterer ikke mere, men bevaret er dens karakteristiske, halvmåneformede staldbygning “Halbmond”. Overklassens heste skulle naturligvis også bo i arkitekttegnede bygninger, ligesom de gjorde på landvillaen Søholm ved Gentofte, som C. F. Hansen tegnede i 1805.
I 1803 fik C. F. Hansen til opgave at bygge villaen “Elbschlösschen” for købmanden Johann Heinrich Bauer (1767-1807). Den blev et kvadratisk hus med en kuppelsal i begge etager, der tydeligt er inspireret af Andrea Palladios “Villa Rotunda” i den norditalienske by Vicenza.
Parken, der omgav villaen, blev udformet af den franske havearkitekt Joseph Jacques Ramée, somopførte flere københavnske landsteder, som f.eks. Sophienholm og Øregård.
Tæt på Baurs landhus er en vej iøvrigt opkaldt efter C. F. Hansen.
Også Johann Friederich Baurs bror, konferensråd Georg Friederich Baur (1768-1865) fik opført en landvilla ved Elben. Den blev tegnet af C. F. Hansens nevø, Johann Matthias Hansen (1781-1850) sammen med Altona-arkitekten Ole Jörgen Schmidt (1793-1848), og bærer tydeligt præg af inspirationen fra onklen.
Det sidste hus Hansen tegnede ved Elbchausse, var helt atypisk for hans stil. Med Anton Friederich Gebauer som bygherre, opførtes i 1806 et helt rundt hus med et markant tag, der fik det til at minde om en afrikansk hytte med stråtag (herover).
Et indgangsparti, som var huset et tempel, manglede dog ikke. I dag er Gebauers hus ombygget, så det ikke længere har stråtag, men har fået en ekstra etage bygget ovenpå.
C. F. Hansens huse i Altona
Georg Friedrich Baur boede i Altona, ikke langt derfra. Den var på den tid kongerigets næststørste by, som tiltrak købmænd, skibsredere o.lign.
De bosatte sig gerne ved den prominente og fornemme gade Palmaille. Dens navn kommer fra det kuglespil, paglia a maglio, der kunne spilles af overklassen her.
Palmaille var den direkte forlængelse af den fornemme Elbschausee. Købmand Baur havde i årene fra 1801-1805 ladet C. F. Hansen bygge et hus (herunder) på Palmaille.
Baurs hus var en palæbygning med en markant facade mod gaden, som dog virker tillukket fordi den omgives af høje mure på begge sider. Havesiden (herunder) er det der imod gjort mere ud af, og facaden her er udsmykket med en søjleloggia i 1. og 2. etage.
På nordsiden af Palmaille opførte C. F. Hansen på samme tid 3-4 huse, hvor et af dem var til hans eget brug.
Familien Hansens hus på Palmaille 116 (herunder) var lidt højere, og lidt fornemmere udstyret end de øvrige. Det blev forsynet med en tempelfront med søjler, der omkransede et vinduesparti og en lille balkon.
I huset havde Hansen sin tegnestue.
Hansens hus på Palmaille er måske inspireret af arkitekten Enea Arnaldis villa i Vicenza i Norditalien.
C. F. Hansen opførte en del andre huse på Palmaille, men ikke alle er bevaret i dag. Flere blev ødelagt under 2. Verdenskrig og andre er ombygget. Det gælder f.eks. huset, der blev opført for Salomon Dehn (herunder) omkring 1804 som i nyere tid forsynet med en ekstra etage og har fået en moderne forbindelsesbygning til nabohuset.
I midten af 1820’erne blev der opført ti nye huse på den sydlige side af Palmaille. De blev tegnet af C. F. Hansens nevø, Johann Mattias Hansen, og er tydeligt inspireret af onklens stil. Palmaille 57 (herunder) har den samme tempelefterligning på facaden, som C. F. Hansens eget hus i nr. 116.
Herregårde og landsteder
I sine år som landbygmester i Holsten fik C. F. Hansen flere opgaver med at tegne herregårde.
De første var Krummbek og Kastorf ved Bad Oldesloe, som stod færdig omkring 1800. De var egentlig ikke særligt prangende udstyret, men Hansen brugte som de samme elementer som på Elb-villaerne, som f.eks. søjler og fronton ved indgangsdørene.
I de følgende år fulgte herregårdsbyggerierne Haseldorf vest for Hamburg, Rastorf ved Plön og Cramon i det østlige Mecklenburg.
Brundlund ved Aabenraa (herover) havde eksisteret som slot siden senmiddelalderen, men i 1803 bad kongens rentekammer C. F. Hansen stå for en modernisering af den stærkt forfaldne bygning.
Han prøvede at balancere mellem at fastholde nogle træk fra middelalderhuset, men samtidig bruge de klassiscistiske elementer, han var hjemme i.
De fleste af C. F. Hansens herregårdsbyggerier var i hertugdømmerne, men enkelte blev opført i det nuværende Danmark.
I 1802 købte den københavnske grosserer Joseph Nathan David (1758-1830) landstedet Søholm ved Emdrup nord for København. Han rev det ned og byggede et nyt helt op fra grunden. Opgaven som arkitekt fik C. F. Hansen. David stammede fra Altona, og kendte sikkert C.F. Hansens byggerier derfra.
Hansen modellerede huset (herunder) over samme tegning som Weisses Haus i Altona, men gjorde søjlerne mindre prangende. De bærer en lille udsigtsbalkon i overetagen der var forbundet med en lille kuppesal. Herfra kunne man nyde udsigten ind mod København.
På Strandvejen nord for København bygede C. F. Hansen i 1806 landvillaen “Wilhelmsdal” for D. G. Moldehawer (1753-1823), der var leder af Det Kongelige Bibliotek.
Villaen var ret beskeden, set i sammenligning med de fornemme landhuse langs Elben. Den havde dog en mindre balkon, båret af søjler, hvorfra man kunne nyde udsigten over Øresund. Wilhelmsdal blev revet ned omkring 1904.
Også ved Østerbrogade skal C. F. Hansen have tegnet en landvilla, nemlig Christiansminde, der blev opført omkring 1815. Den er forlængst forvundet.
Hegnsholt ved Hillerød er ikke en egentlig herregård, men snarere et landsted i stil med villaerne ved Elben.
Bygherren var overhofmarskal Adam Wilhem Hauch. I dag er der ikke meget tilbage af Hansens originale bygningsværk (herunder) i det ydre, men indvendigt findes f.eks. et karakteristisk, ovalt trapperum fra Hansens hånd. Til gengæld er parken bevaret, som den så ud ved anlæggelsen omkring 1915.
I 1817 tog Danmarks statsminister, greve C. D. F. Rewentlow, initiativ til at ombygge sit landsted Pederstrup på det vestlige Lolland. Man mener, at C. F. Hansen fik opgaven, men at greven måske også selv førte pennen på tegningerne.
Under alle omstændigheder er der tydelige Hansen-træk i bygningen, som den står i dag (herunder). En periode var den stærkt ombygget og havde tårne og andre “uægte” detaljer, men er i dag ført tilbage til sin oprindelige skikkelse.
C. F. Hansens bygningsværker i København
I 1804 forlod C. F. Hansen Altona og flyttede til København. Han var blevet bedt om at bistå med genopbygningen af hovedstaden efter de omfattende brande i 1794 og 1795 og englændernes bombardement i 1807.
Andre arkitekter takkede nej til opgaven, så Hansen måtte klare en del alene. Det blev primært de offentlige bygninger, han kom til at arbejde med at opføre.
Christiansborg Slot var brændt i 1794, og skulle genopføres. Det var lidt af en bunden opgave, for det nye slot skulle bygges på fundamenterne af det gamle barokslot.
Hansen valgte dog at gøre anlægget trefløjet i stedet for firefløjet, som det var før branden. Dermed åbnede slottet sig ud mod ridebaneanlægget, som havde overlevet branden. Han tilføjede dog en kollonade med søjler ud mod ridebanen, så man alligevel fik fornemmelsen af det gamle slot.
Det nye Christiansborg fik heller ikke noget tårn, som det gamle havde haft. Årsagen var nok både C. F. Hansens rene, klassicistiske stil, hvor tårne og spir ikke hørte hjemme, men også den stramme økonomi i 1800-tallets første årtier.
Genopbygningen af slottet varede mange år og blev først færdig i 1820’erne.
En hel etage var indrettet til en lejlighed for kongen og dronningen, men i sidste ende ville de hellere bo på Amalienborg Slot, hvor de havde boet under genopførelsen af Christiansborg.
C. F. Hansens Christiansborg fik desværre ikke nogen lang levetid. I 1884 var det endnu engang brand på slottet, og det kun ca. 50 år gamle bygningsværk gik tabt.
Slotskirken var i det oprindelige slot en selvstændig bygning på nordsiden, men den lignede ikke en kirke udefra.
I Hansens version skabte han en kirkebygning med sit eget udtryk. Den fik som slottet ikke noget tårn, men til gengæld en kuppel, der er inspireret af Panthenon-kirken i Rom. Unterneustädter Kirche i den tyske by Kassel er også nævnt som et forbillede.
Kirken stod færdig i 1825. Facaden mod slotspladsen har ingen vinduer og virker tillukket. Indgangsdøren er ganske lille, men flankeret af en kraftig tempelfront med fire søjler.
Vinduerne sidder på bygningens langsider, hvor der på hver er et større, halvbuet vindue.
Indvendig er kirken rigt udsmykket, for at markere at kirken er kongehusets og ikke blot en almindelig folkekirke.
Slotskirken var den eneste del af Christiansborg Slot, der undgik branden i 1884 og er derfor sammen med forbindelsesbygningen, det eneste der dag er tilbage af C. F. Hansens bygningsværk på Slotsholmen.
Under det engelske bombardement af København i 1807, blev byens domkirke, Vor Frue Kirke, sønderbombet. C. F. Hansen blev bedt om at tegne en ny kirke på den gamles fundamenter.
Hansen ville helst have en kirke uden tårn, men kongen bad ham sætte et på. Det firkantede tårn uden spir blev et kompromis.
Kirkens indgangsparti består ligesom på Christiansborg Slotskirke af en stor, søjlebåret fronton og en relativt lille dør. Søjlerne menes at være inspireret af templet i den italienske by Pæstum.
Det indre af kirken er domineret af massive søjler, der nærmest bærer taget. Langs væggene i skibet står skulpturer ligesom en stor kristusfigur troner bag alteret.
Kirkens apsis er halvcirkelformet, der med sit kassetteloft sikkert er inspireret af Roms Pantheon-kirke.
Også i Hansens domkirke i København sidder der en lille lysåbning øverst i kuppelhvælvet.
Udvendigt er den runde apsisbygning langt mindre pompøs og uden dekoration eller pynt, så kirken fra bagsiden nærmest ser anonym ud.
Også Vor Frue kirkes katedralskole blev ødelagt under bombardementet. C. F. Hansen fik også til opgave at genopbygge den, men han foreslog at ændre dens placering til en grund lige nord for kirken.
Dermed fik han indflydelse på den plads, der omgav domkirken, og udformede den nye skolebygning, så den passede til kirkens strenge, klassicistiske stil.
Metropolitanskolen, som skolen kaldtes, fik en bygning i klassisk C. F. Hansen-stil. De høje, rundbuede vinduer gav lys til den lange gang, som klasselokalerne lå langs med.
I tilknytning til skolen blev der ved siden af i 1832 opført et gymnastikhus. Denne brugsbygning fik Hansen gjort til en velproportioneret del af den plads, som omgav domkirken mod nord og øst.
I 1816 havde C. F. Hansen færdiggjort endnu en bygning ved pladsen, nemlig den Soldinske Stiftelse. Stiftelsen stillede lejligheder til rådighed for håndværkerfamilier, der levede i trange kår. I alt 28 lejligheder blev indrettet i den fire etagers bygning.
Bygningen har sin hovedfacade mod Skindergade, men dens bagside mod Frue Plads føjer sig til dens øvrige bygninger.
Trøstens Bolig, som stiftelsen også kaldes, er mere spartansk i sit udtryk end Hansens øvrige bygningsværker i København, men bærer alligevel tydeligt præg af hans rene og upyntede stil.
Også Københavns rådhus på Gammeltorv blev ramt af branden i 1795. Derfor bad man C. F. Hansen lave et forslag til et nyt kombineret råd- og domhus.
Det nedbrændte rådhus lå mellem Gammeltorv og Nytorv, men Hansen foreslog en ny placering på vestsiden af Nytorv. Dermed opstod en ny og større plads midt i Københavns indre by.
Det nye rådhus tegnede C. F. Hansen i den klassiske stil, så det kom til at minde om en offentlig bygning på et romersk forum. Facaden er domineret af en mægtig, trekantet fronton, båret af seks kraftige joniske søjler.
Inspirationen fandt han dels i Andrea Palladios Villa Badoer i Italien, dels i forskellige franske, offentlige bygningsværker.
Det var nok en udfordring af få passet de forskellige funktioner, som bygningskomplekset skulle rumme, ind på den store, uregelmæssigt formede grund. Derfor måtte de enkelte bygningsdele lægges rundt om hele fire, lukkede gårde.
Der var også behov for et arresthus i tilknytning til domhuset, men det foreslog Hansen lagt i en selvstændig bygning i Slutterigade.
De to dele blev dog forbundet med to buede porte, der fungerede som forbindelsesgange mellem de to bygningsdele. Dermed kunne de domfældte føres direkte fra retssalen og over i fængslet, uden af komme udenfor i det frie.
Arresthuset var en lidt vanskelig opgave for arkitekten, for bygningen skulle indrettes så de indsatte der var dømt for alvorlig kriminalitet skulle have de mindst komfortable celler og holdes adskilt fra f.eks. fanger, der blot skulle afsone en gæld.
C. F. Hansens bygninger i provinsen
Råd- og domhuset i København var nok C. F. Hansens største projekt og kan betragtes som ét af hans hovedværker. Men også andre steder, fik han opført offentlige bygninger, omend i mindre skala.
Han havde et par år tidligere tegnet et rådhus til den meget mindre by Bad Oldesloe i Holsten, i 1815 i byen Plön og fire år senere i Neustadt.
I Danmark tegnede Hansen i årene 1821 til 1831 rådhuse til bl.a. byerne Lemvig, Skælskør, Aabenraa, Mariager, Præstø og Hillerød. De var mindre og beskedne byggerier, som ikke havde meget tilfælles med det københavnske råd- og domhus. Der var unægtelig forskel på et provinsrådhus og ét til en hovedstad.
Rådhuset i Præstø (herover) blev opført omkring 1823 og er et eksempel på Hansens provinsrådhuse, der næsten var typebyggerier.
I de små købstæder var der som regel behov for et arresthus i tilknytning til rådhuset, og det passede arkitekten ind. I Præstø lå arresten i kælderen, men den er noget af det eneste bevarede, fra det oprindelige byggeri. I 1860’erne blev det nemlig bygget kraftigt om, og bl.a. forsynet med en forloren renæssancegavl.
Efter de store opgaver i København, fulgte nogle år, hvor C. F. Hansen primært tegnede offentlige bygninger og ikke mindst kirker.
Hørsholm Kirke blev opført i årene 1818 til 1824. Det gamle Hirschholm Slot var revet ned, og man kunne ikke genbruge slotskapellet som sognekirke. Derfor bad man C. F. Hansen tegne en helt ny kirke, som blev en meget enkel og stilren bygning.
Kirkens kor er næsten højere end det beskedne klokketårn, som der, trods Hansens aversion mod tårne,, var behov for. De rundbuede vinduer var et element, som Hansen også havde brugt i Metropolitanskolen.
Indvendigt skabte Hansen næsten en minikopi af Vor Frue Kirke i København. Det rundbuede kuppelloft over alteret, og de massive søjler der omkranser kirkerummet, findes også her.
Udvendigt ser man til gengæld ikke det runde apsis og kirkens bagside er ganske uden vinduer.
Nogle år efter kirken i Hørsholm, færdiggjorde C. F. Hansen endnu et kirkebyggeri. I Vonsild, lidt syd for Kolding, var kirken faldefærdig, og menigheden bad C. F. Hansen tegne en ny. Den stod færdig i 1824 og kom i høj grad til at minde om kirken i Hørsholm.
Han gav kirken et ret beskedent ydre, for den skulle passe til landsbyens størrelse. Klokketårnet var ganske lavt. Indvendigt blev der gjort mere ud af udsmykningen. Som i domkirken i København, fik Vonsild kirke en kuppelhvælving over alteret. Kirkens kor har et kassetteloft.
I 1812 begyndte C. F. Hansen på et kirkebyggeri, der skulle komme til at strække sig over mange år. Det var Vicelinkirken i den tyske by Neumünster. Også denne kirke var beskeden i det ydre, men overdådig indvendigt. En kombination af høje, rektangulære vinduer med halvrunde vinduer ovenover, gav masser af lys ind i kirkerummet. Kirken var først helt færdig i 1824.
Som noget lidt usædvanligt for C. F. Hansens kirkebyggerier, fik kirken i Neumünster et markant tårn. Det var også tilfælde med kirken i landsbyen Krempe ved Itzehoe i Holsten og Mariakirken i Husum. De stod færdige i første halvdel af 1830’erne og hører til Hansens sene værker.
Den ganske lille kirke i den nordvestjyske by Agger (herover), er blevet tilskrevet C. F. Hansen. Den minder om en spartansk udgave af kirken i Hørsholm.
Den sidste kirke, der blev tegnet af C. F. Hansen, var Skagen Kirke, som stod færdig i 1841 (herunder). Kirken, som han tegnede, da han var over 80 år gammel, var også et af de sidste af hans byggerier overhovedet. Denne bygning er dog i begyndelsen af 1900-tallet så forandret, at det er vanskeligt at fornemme hans oprindelige bygningsværk.
Institutionsbyggeri
Ved siden af rådhusene tegnede Hansen også enkelte offentlige institutioner i stil med den Soldinske Stiftelse i København. Hans første af denne slags var et vajsenhus – et børnehjem – der blev opført i Altona allerede i 1794, mens men han var landbygmester i Holsten.
Vajsenhuset (herunder) var en ret prunkløs bygning i tre etager, som dog havde en flot indgangsportal med søjler. Den overlevede ikke 2. Verdenskrigs bombardementer af Hamburg.
Et af C. F. Hansens mest specielle bygningsværker, er en sindsygeanstalt han tegnede til byen Slesvig i 1818-1820. Hospitalet fik næsten karakter af et kloster, med fire fløje omkring en indre gård med buegange.
Der var helt særlige krav til bygningens indretning. F.eks. skulle der bygges en fløj til de patienter, der var farlige for sig selv og sine omgivelser. Det løste Hansen var en halvcirkelformet tilbygning, hvor både en ydre og en indre gang gjorde de muligt for personalet at udlevere mad m.m., uden at komme i direkte kontakt med de syge.
Sindsygeanstalten er i dag bevaret, men kraftig ombygget.
Specielle opgaver
C. F. Hansen er kendt for sine store bygningsværker, men lavede ind ind imellem mindre anlæg.
Allerede i 1791 designede han et monument ved Louisekilde i Frederiksdal Skov ved Lyngby (herunder). Monumentet forsvandt i 1880’erne, men blev genopført i 2004
I slotsparken i Eutin lavede C. F. Hansen i midten af 1790’erne henholdsvis et tempel (Sonnetempel) og en pavillon (Weber-tempel).
I slutningen af sin karriere fik Hansen til opgave at foreslå et kaskadeanlæg i haven ved Gottorp Slot i Schleswig. Vandet sprang ud af en lille tempelbygning, som blev opført øverst på en bakke. Herfra løb det ned gennem haveanlægget. Det var dog en anden arkitekt, Wilhelm Frederik Meyer, der udførte det endelige anlæg (herunder), mens fontænevasen er Hansens. Den minder om flere af de døbefonte, om han udførte til forskellige kirker.
I “småtingsafdelingen” er et gravminde for lægen A. N. Asheim, der omkring 1800 blev opsat på hans grav på Assistens Kirkegård i København. I Roskilde Domkirke står kong Christian den 7’s sarkofag, som C. F. Hansen tegnede i 1808.
Christian Frederik Hansen var én af Danmarks store arkitekter. Hans bygningsværker hører til i den fornemme klasse – boliger og bygninger for almindelige mennesker beskæftigede han sig ikke med.
I slutningen af hans karriere var han respekteret og anerkendt, men også en arkitekt, hvis byggerier hørte en anden tid til. Den rene klassicistiske stil blev mod 1800-tallets midte ikke længere betragtet som noget ypperligt.
Ved Hansens embedsjubilæum i 1830 blev der indstiftet en medalje (herover), som siden da er blevet tildelt unge arkitekter – og bliver det stadig.
C. F. Hansen levede sine sidste år på landstedet Rolighed på Frederiksberg. Her døde han i 1845 i en alder af 89 år.
