Hans Dahlerup Bertelsen var født i 1881 i en lille by i det nordvestlige Jylland, hvor hans far var præst. Som kun 15-årig kom Hans i lære som tømrer. Under uddannelsen gik han på teknisk skole i København, hvor han deltog i bygningsskolen, der bl.a. havde arkitekten Vilhelm Friederichsen som lærer.
I 1910 blev Hans Dahlerup Bertelsen optaget på Kunstakademiets arkitektuddannelse, men fuldførte den aldrig. Han havde nemlig sideløbende med undervisning arbejde på forskellige arkitekters tegnestuer, bl.a. hos Vilhelm Friederichsen, Martin Borch og Rolf Schroeder. Her var han især med til at tegne de mange erhvervs- og institutionsbyggerier, som blev opført i København i disse år.
Dahlerup Bertelsens første byggeri i København lå i Carl Johans Gade på Østerbro. I 1913 fik han opført en beboelsesejendom for en snedkermester. To år senere opførte han selv for egen regning en større ejendom på nabogrunden, der strakte sig over tre opgange (billedet herover).
Begge ejendomme var i tidens traditionelle stil og forsynet afrundede karnapper, som noget af det eneste, der gav variation i facaden.
Dahlerup Bertelsen flyttede selv ind i nr. 10, hvor han havde tegnestue.
Nogle år senere fulgte det næste boligbyggeri, som var noget større skala. Arbejdernes Kooperative Byggeforening ville opføre et større karrébyggeri (herover) på en trekantet grund ved Jagtvej.
Her var Kanslergade blevet anlagt, og byggeforeningen planlagde at bygge lejlighedskomplekser med lidt højere standard.
Lejerne var næppe de dårligst stillede arbejderfamilier og lejlighederne blev annonceret som “herskabelige”.
Der blev særligt mod Kanslergade gjort lidt mere ud af facadens udsmykning, for at understrege det fornemmere præg. Her blev endda tilføjet en lidt fremmedartet indgangsportal med søjler.
Måske havde Hans Dahlerup Bertelsen på dette tidspunkt et vist samarbejde med arkitekten Christian Mandrup Poulsen. Han havde også for Arbejdernes Byggeforening nogle år før fået bygget en storkarré mellem Jagtvej og Guldbergsgade på Nørrebro.
I 1921 indgik de to et formelt samarbejde om opførelsen af to karréejendomme på Nørrebro. Kvarteret omkring Guldbergsgade var kommunale grunde, som det blev overladt til boligselskaber af bebygge.
Nørrebros Andelsboligforening stod for byggeriet af de to karréer mellem Guldbergsgade og Stevnsgade med i alt 184 fortrinsvis lidt større lejligheder.
Det blev til et meget stramt og symmetrisk byggeri, hvor vinduerne sad i et regelmæssigt mønster og kun trappevinduerne brød ensartetheden. Men ved at lægge muren mellem vinduesfagene én mursten ud fra facadeplanet, blev der alligevel skabt en slags variation.
Mod Udbygade fik den midterste opgangsdør et lidt mere fornemt indgangsparti med to søjler med volutter, i stil med portalen i Kanslergade. Denne dør lå overfor det lille anlæg, som blev dannet af rummet mellem Arresøgade og Asnæsgade, og dermed fik bebyggelsen lidt luft omkring sig.
I de følgende år opførte Hans Dahlerup Bertelsen flere boligkomplekser på Østerbro for private bygherrer.
Karréen imellem Ourøgade, Tåsingegade og Sankt Kjelds Gade stod færdig i 1924.
Den var nærmest identisk med “Helenesminde”, der var et etagebyggeri fra 1925 i karréen mellem Masnedøgade og Drejøgade (herunder).
Det tredje Østerbro-byggeri var “Hesseløgård” (herunder), der stod færdig i 1926. Dette byggeri bestod af en lukket karré mellem Hesseløgade og Drejøgade, og en åben, trefløjet del nord for den lille Hjelmsgade.
Fælles for de tre byggerier på Østerbro var, at lejlighederne var små og at der var skabt plads til lejligheder under mansardtaget.
Bygningerne var relativt enkle i deres udformning, men havde forskellige, dekorative elementer. F.eks. sad der over indgangsdørene på Hesseløgård relieffer udført af billedhuggeren Johannes Bjerg.
Det næste byggeri på Østerbro havde en lidt anden karakter end de meget regelmæssige karréer.
På den spidsvinklede grund mellem Gustav Adolfs Gade og Sankt Jakobs Gade fik Hans Dahlerup Bertelsen i 1927 til opgave af tømmerhandler og ejendomsinvestor Harald Simonsen at opføre en beboelsesejendom med store lejligheder (herunder).
Selve beboelsesejendommen havde i alt 20 lejligheder fordelt på to opgange mod Gustav Adolfs Gade og én mod Sankt Jakobs Gade. Ejendommen var forsynet med elevatorer.
Grundens form betød, at ejendommen fik et spidst hjørne mod den lille plads ved Sankt Jakobs Gade.
Målgruppen må have været de mere velstående, for til ejendommen hørte et garageanlæg til beboernes biler, men også en benzintank med vaskehal. Mellem anlægget og hovedbygningen lå en portnerbolig.
Tankstationen blev udstyret med en slags græsk-inspireret facade mod vejen med søjler og en trekantet fronton ved indkørslen.
Samtidig med bebyggelserne på Østerbro, arbejdede Hans Dahlerup Bertelsen for For Boligselskabet Fuglebakkegård på Frederiksberg.
Ved Borups Allé tegnede han en i 1925 etageejendom (herunder), der mindede om Helenesminde og Hesseløgård på Østerbro, men dog havde den forskel, at karréen var åben i den ene side.
Dermed fulgte han en tendens, som efterhånden slog igennem i boligbyggeriet i København, hvor man åbnede de lukkede gårde op mod én af gadesiderne. Denne byggeform var introduceret af Povl Baumann i hans ejendom på Vestergårdsvej på Bispebjerg.
For at give Fuglebakkegård et fornemt præg, blev den åbne sydside mod Ternevej forsynet med en loggia, så gårdrummet alligevel blev lukket af, uden at man gik glip af lysindfaldet i gården.
I slutningen af 1920’erne var Hans Dahlerup Bertelsen blev involveret i at færdiggøre byggeriet af rækkehuse ved Fuglebakken på Frederiksberg (herunder).
Det var påbegyndt af arkitekten Thorkild Henningsen, men da han forlod projektet, blev opgaven overdraget til Bertelsen.
Han videreførte Henningsens plan, men satte på flere måder sit eget aftryk på byggeriet.
Han tegnede også en række etageejendomme ud mod Godthåbsvej, som afgrænsede kvarteret mod vejen.
En tilsvarende rækkehusbebyggelse fik Dahlerup Bertelsen opført i 1930-1931 i Hellerup. Parkvænget bestod af ni husrækker med omkring 70 boliger i to etager.
Her genbrugte han mange elementer fra Fuglebakken, men anderledes var de små udestuer, som havde deres eget tagudhæng.
Også i Gentofte ved Bernstorffsvej, tegnede Bertelsen et rækkehuskvarter. På de to veje Heslegårdsvej og Hesselvang blev der i 1933 opført 47 sammenbyggede énfamiliehuse i to etager.
Omtrent samtidig med opførelsen af Parkvænget, tegnede Dahlerup Bertelsen den lignende bebyggelse Solvænget i villakvarteret mellem Strandvejen og Øresundskysten på ydre Østerbro.
De to-etages rækkehuse havde den samme type altaner som i andre af Bertelsens etageejendomme. Altanen var trukket ind i forhold til facadeplanet, så altan og stuevindue på skift dannede et mønster. Som noget særligt, blev husene opført i en blanding af røde og gule mursten, som var med til at give facaden karakter.
Rækkehusene i Solvænget var en del af en samlet udstykningsplan for kvarteret langs Strandvejen i den nordlige del af Østerbro. Her havde Københavns Kommune et areal, hvor man med eksklusivt byggeri ville forsøge at fastholde de gode skatteydere i kommunen.
Det blev på samme måde som Ryvangskvarteret vest for Strandvejen udstykket med villagrunde, mens der langs selve Strandvejen skulle bygges etageejendomme med rummelige lejligheder.
På østsiden af vejen blev opført i alt fire boligblokke, hvoraf de tre blev tegnet af Hans Dahlerup Berthelsen, mens arkitekten for den fjerde på Strandvejen 16 var Louis Hygom.
Svanemøllegård (herover) er fra 1929, Ulfsgård opført 1930 (herunder) og Lyneborg (1932).
Mens Svanemøllegård var et klassisk byggeri, som havde mange fællestræk med Dahlerup Bertelsens tidligere etageejendomme, eksperimenterede han i de to næste blokke med en vandret opdeling af facaden med mursten i afvigende farver.
Ulfgård fik nogle markante karnapper med trefløjede vinduespartier, mens de i Lyneborg var mere enkle og egentlig blot udbygninger af facaden med plads til en vindue, som vekslede med altanerne.
Dermed blev Lyneborg i sit udtryk klart inspireret af den funktionalistiske stil, som vandt frem i starten af 1930’erne, og viser hvilken retning Dahlerups Bertelsens arkitektoniske linje var på vej mod.
Denne måde at opdele facaden på blev gentaget i et mindre byggeri på Dalgas Boulevard, som Dahlerup Bertelsen fik opført i 1932 og to boligblokke på Grundtvigsvej (herover) fra samme år.
De to blokke skulle afrundes for at følge rundkørslen ved Bianco Lunos Allé, og fik derfor nogle meget store altaner og brede vinduespartier. På de korte fløje mod Grundtvigsvej blev sat karnapper som på Lyneborg, mens det i den lange fløj ved passagen til Landbohøjskolen kun var altanerne, der brød facadens ensformighed.
Den funktionalistiske stil, som Dahlerup Bertelsen havde eksperimenteret med gennem sine byggerier i starten af 1930’erne, blev udfoldet i fuld skala i en ejendom på Nordre Fasanvej, som han fik opført i 1932.
Her går de fremhævede karnapper igen, men vinduerne optager næsten hele længden af bygningen. Til gengæld mangler altanerne, som er erstattet af de store seksfagsvinduer, som kan skydes til side.
Det særlige ved bygningen på Nordre Fasanvej er, at den er opført med et stålskelet, som er beklædt med mursten, men pudset i en stærk, grøn farve.
Stålkonstruktionen, som bærer bygningen, overflødiggør en egentlig murstensvæg, og dermed kan lejlighedernes areal gøres større. Det var et nyttigt greb på den smalle grund, at man med denne teknik fik flere kvadratmeter “for pengene”.
Lejlighederne er store og spænder fra fire til syv værelser. De mindste er på ca. 90 kvadratmeter og femtesals-lejlighederne er næsten 200 kvadratmeter og omfatter to etager.
Foruden bygningen langs Nordre Fasanvej, blev der opført en tilsvarende (men kortere) ved den bagvedliggende Guldborgvej (herover). Facaden var identisk, men i en del af stueetagen og på 1. sal blev der i stedet for lejligheder gjort plads til et posthus.
Begge de to bygninger er fredet, fordi de repræsenterer den tidlige, internationale funktionalisme i Danmark.
Funktionalismen spirede i Danmark i starten af 1930’erne og påvirkede også Hans Dahlerup Bertelsen. I 1931 tegnede han to dobbelthuse på Fragariavej i Hellerup i en forsigtig, funktionalistisk stil. De blev en slags forberedelse til hans nok mest spektakulære byggeri af funkis-villaer på Frederiksberg i 1933.
På Emanuel Olsens Vej på Frederiksberg, opførte han otte dobbelthuse med hvidpudsede mure og en nærmest rektangulær grundplan.
Inspirationen må være kommet fra den tyske funktionalistiske bevægelse, som i bygmesterskolen Bauhaus’ hjemby Dessau havde fået opført en række boliger i netop denne stil.
Villaerne på Emanuel Olsens Vej har alle de fler-fagede vinduer i stålrammer som i ejendommen på Nordre Fasanvej. Tagene er flade, men udnyttet til terrasser med små ekstrarum til pulterkamre o.lign.
Dobbelthusene var udstyret med garage i kælderen, hvad der understregede det lidt eksklusive præg, villaerne havde. De var opført for moderne mennesker med egen vogn.
Ikke alle københavnerne modtog dog de funktionalistiske villaer med begejstring. Det fortælles, at mange lagde søndagsturen forbi for at grine af de nyopførte huse. Arkitekten boede selv i ét af husene, for de var svære at få solgt.
Endnu var der i 1930’erne ikke altid plads til at revolutionere boligbyggeriet. Der blev derfor stadig opført traditionelt, muret byggeri, som f.eks. boligbebyggelsen Constania ved Strandvejen i Hellerup fra 1932 og Lindevangsgården (herunder) fra 1934 på Frederiksberg.
Sidstnævnte bebyggelse var et 250 meter langt hus som er delt i tre dele. Den midterste er på seks etager, mens de to andre er på fem, så den lange bygning ikke blev alt for monoton. Bebyggelsen rummede 200 forholdsvis små lejligheder og alle havde en lille altan.
Altanerne var ikke hægtet udenpå, men indfældet i facaden. En gennemkørselport skabte adgang til den lange og smalle gård bagtil.
Porten blev også et vigtigt element i Dahlerup Bertelsens næste store byggeprojekt. På en tidligere industrigrund ved Falkoner Allé, fik han i 1935 til opgave at opføre den meget stor bebyggelse Hostrups Have med 700 lejligheder.
Længen mod Rolighedsvej havde en port, der gav adgang til gårdrummet, og over den gav han huset ekstra højde. Dermed blev den en slags portal til bebyggelsen, som kunne opleves som et lidt eksklusivt og “privat” område.
Der var plads nok på grunden til at placere boligblokkene om et parkanlæg med en stor, grøn plæne. Lejlighedernes dagligstuer vendte ud mod parken. Fra Sankt Nikolaj Vej og Falkoner Allé var der åbent ind til det grønne areal, så bebyggelsen ikke fik den lukkede karakter, som mange karréejendomme eller havde haft i tiden før.
Over porten blev der sat et ur, som var med til at understrege, at beboerne her indgik i et fællesskab. Skulpturer i parken bidrog til den lidt eksklusive præg, der var over Hostrups Have.
De indfældede altaner gik igen i Dahlerup Bertelsens lidt mindre byggeri på Østerbro, Ringkøbinggården, fra 1937. Her brugte han endnu engang de store stuevinduer med omtrent samme dimension som altanernes lysåbning som et gennemgående, vandret bånd i facaden. Ud til gården, der ikke var helt lukket, blev altanerne sat udenpå facaden og de blev gennemskåret af meget tykke rør til nedstyrtningsskakter.
For nyligt har bebyggelsen fået sat altaner udenpå facaden, så det oprindeligt præg er gået tabt.
Mens andre arkitekter i slutningen af 1920’erne var begyndt at åbne de lukkede karréer op og i nogle tilfælde i stedet bygge en stokbebyggelse, som f.eks. Povl Baumanns ejendomme i VIbevænget, fortsatte Dahlerup Bertelsen længe med at bygge helt lukkede karréer, eller karréer der på de fleste sider lukkede sig om et have- eller gårdrum. Så sent som i 1940 opfører Dahlerup Bertelsen Søborggård ved Søborg Hovedgade, som er et næsten lukket karrébyggeri.
En undtagelse var dog den lille bebyggelse fra 1937, Grøndalshave i Vanløse, der bestod af ni korte stokke der lå i et parallelt mønster.
I andre tilfælde betingede grunden – eller bygherrens ønsker- at der blev opført én lang længe ud til et gadeforløb. Det gjaldt f.eks. Søborgvænge ved Søborg Hovedgade eller længehuset i Ålandsgade 19-41 på Amager.
På Ålandsgade eksperimenterede Dahlerup Bertelsen for første gang med de afrundede altanbrøstninger, som mange steder dominerede etagebyggeriet i 1930’erne.
Til allersidst i sin karriere brød Dahlerup Bertelsen dog med de tre- eller firefløjede karrébyggeri, og åbnede karréen, så der kom luft og lys ind til lejlighederne.
Thorsgaard (herunder) ved Peter Bangs Vej på Frederiksberg blev bygget i hesteskoform, med åbning mod den mest trafikerede af de tre veje, som boligkomplekset lå imellem. Her blev der plads til et mindre grønt areal.
En mere åben karakter fik byggeriet ved Ålandsgade på Amager. Her tegnede Bertelsen sammen med Tanggaard den større bebyggelse Hollændervænget, der bestod af fire fritliggende blokke, men dog også en trekantet, lukket karré.
Blokkende var ganske lig mange af hans andre byggerier og med meget små altaner. Hele bebyggelsen var uden særlig pynt, men havde dog det diskrete – men også lidt overraskende – element, at nogle af vinduespartierne mod Reberbanegade var afrundede.
Bertelsen nåede dog ikke at se byggeriet færdigt, for han døde i 1939, mens det var under opførelse. Han har derfor formentlig kun nået at udstikke de overordnede linjer for Hollændervænget, mens hans kompagnon, Sigurd Tanggaard, stod for detaljerne.
Villaer
Selv om Hans Dahlerup Bertelsen tegnede rigtig mange etageejendomme, fik han også ind i mellem villabyggeri som opgave.
Flere af dem var sommervillaer for nogle af hans samarbejdspartnere.
Hans første villa er fra 1921 og ligger på Fuglebakkevej på Frederiksberg. Det var en ganske beskeden villa i bindingsværk, men dog udført som et trefløjet anlæg, så den fik et lidt “herregårdsagtigt” præg.
I 1920’erne fulgte flere villaopgaver, først og fremmest på Frederiksberg og i Hellerup. Det var uprætentiøse bygninger, som dog havde lidt dekorative elementer ind i mellem.
I tilknytning til rækkehusene på Soldalen på Østerbro, blev der bygget et par ganske traditionelle rødstensvillaer, som var holdt i nøjagtig samme stil. Villaerne var blot enkeltliggende kopier af rækkehusene.
Erhvervsejendomme
Hans Dahlerup Bertelsens virke som arkitekt omfattede først og fremmest beboelsesejendomme, men han fik også opført enkelte forretnings- og erhvervsejendomme.
Den første var en kontorbygning i 1919 for firmaet Nordisk Kaffekompagni på Strandboulevarden på Østerbro (herunder). Stilen var lidt “gammeldags” og i en slags nybarok.
Nogle år senere var Dahlerup Bertelsen med til at opføre en større bygning for Nordisk Kaffekompagni i Københavns Frihavn. Det er dog tvivlsomt, om han selv havde ret meget indflydelse på bygningens udformning.
I anden del af 1930’erne havde Dahlerup Bertelsen et kompagniskab med arkitekten Christian Kampmann, hvis far også var arkitekt, nemlig Hack Kampmann.
Sammen fik de til at opgave at opføre en stor forretningsejendom ved Københavns Rådhusplads på det hjørne, hvor Dagmarteateret havde ligget.
Dets bygning blev revet ned i 1937 og på grunden opførte de to arkitekter jernbetonbygningen Dagmarhus, som primært var kontorhus for bygherren, nemlig ingeniørfirmaet Kampsax.
Bygningens bærende søjler er synlige på facaden og danner et sammen med de mange vinduer et slags mønster. Indvendigt havde Dagmarhus fleksible vægge, så kontorerne kunne ændre størrelse efter behov.
Der var benzintank i stueplanet og nedkørsel til en parkeringskælder.
Foruden kontorerne, blev der også indrettet biograf i forbindelse med Dagmarhus. Biografsalen ligger i gården der omsluttes af de to fløje bygningen består af.
Den ukendte arkitekt
Hans Dahlerup Bertelsen døde i 1939 af sygdom og blev altså kun 58 år gammel.
Hans eftermæle har været beskedent og i dag kendes eller nævnes han kun sjældent. Han var en “rugbrødsarkitekt” i ordets bedste forstand, og lavede gedigne byggerier, der i vidt omfang blev udført efter bygherrernes ønsker. Han var driftssikker og overholdt aftaler og budgetter.
Det er bemærkelsesværdigt, at hans byggerier næsten kun omfattede etageejendomme og rækkehuse. Han kom aldrig til at bygge offentlige institutioner, så der kendes ikke f.eks. skoler eller kirker fra hans hånd. De forholdsvis få villaprojekter han gennemførte, udsprang i mange tilfælde af et samarbejde med en bygherre, som var etableret i forvejen.
Dahlerup Bertelsen var som arkitekt rundet af den historicistiske stil, som var fremherskende i slutningen af 1800-tallet. Alligevel orienterede han sig mod tendenserne i tidens byggeri, og sprang i enkelte tilfælde ud som modernistisk arkitekt. Hans funkisbygning på Nordre Fasanvej og de Bauhaus-inspirerede villaer på Emanuel Olsens Vej, samt kontorbygningen Dagmarhus, blev undtagelserne fra hans ellers afdæmpede og nedtonede stil.
Ejendommen på Nordre Fasanvej er som den eneste af Dahlerup Bertelsens byggerier blevet fredet.