Kay Fisker blev født i 1893 som søn af en farmaceut på Frederiksberg.
Han havde tidligt en drøm om at blive arkitekt, og umiddelbart efter sin realeksamen, søgte han ind på Kunstakademiet. Adgangen var dog, at han fik undervisning på Gustav Vermehrens tegneskole.
Hurtigt blev Fisker dog trukket ind i kredsen omkring Den Frie Arkitektforening, som arbejde for at oprette en uafhængig arkitektuddannelse. Her mødte han arkitekter som Povl Baumann, Ivar Bentsen, Thorkild Henningsen og P. V. Jensen-Klint.
De unge arkitekter arbejdede bl.a. med at opmåle ældre bygningsværker, og Fisker kom sammen med studiekammeraten Aage Rafn 1890-1953) til at beskæftige sig med nedrivningsdømte ejendomme i Vognmagergade i København.
Sammen med Rafn udførte Fisker som 22-årig sin første egentlige arkitektopgave. De vandt en konkurrence om tegninger til fem stationsbygninger på jernbanen mellem Aakirkeby og Gudhjem på Bornholm.
Stationbygningerne blev bl.a. af økonomiske årsager ikke opført helt som i Rafn og Fiskers bidrag til konkurrencen. De måtte da også dele førstepræmien med to andre arkitekter.
Stationen i Gudhjem (herover) var banens endestation og bygningen den største af de fem stationer på banen. Den karakteristiske karnap, der strækker sig over begge bygningens etager var bestemt af stationspersonalets behov for udsyn over perronområdet, men samtidigt et dekorativt element.
De to arkitekter tegnede også inventaret og designede f.eks. et særligt “bornholmerur” til ventesalen. Det forende øens tradition for ure med det moderne formsprog.
Gudhjembanens mellemstationer var mindre og passede sig ind i de landsbyer, de lå i. Østermaries station (herover) blev gulkalket, måske som en reference til de karakteristiske gule huse i Gudhjem.
Stationen i Østerlars (herunder) fik ligesom de øvrige en udbygning mod perronsiden, men den havde afskårne afskårne hjørner og en skråt afskåret tagflade.
Stationsbygningerne på Gudhjembanen var et forsøg på at lave moderne arkitektur, der samtidigt var tilpasset den lokale, bornholmske byggeskik. De havde dog også inspiration fra de engelske landvillaer, hvis stil især arkitekten Baillie Scott havde fornyet.
Lokalt var der mange, der ikke brød sig om den anderledes byggestil. Man kunne bedre lide de traditionelle stationsbygninger i historicistisk stil, som var opført andre steder på øen.
Alligevel er alle stationerne blevet stående, selv om de siden 1952 hvor jernbanen blev nedlagt, har haft andre formål. De er (på nær én) blevet bygningsfredet.
Under et ophold i Sverige lærte Fisker den svenske arkitekt Gunnar Asplunds enkle og nordiske prægede nyklassicisme. Den omsatte han i sit første projekt til et villabyggeri, som blev opført omkring 1917 i Snekkersten for cykelpumpefabrikanten Julius Friis.
Her så man for første gang Fiskers egenartede stil, hvor bygningskroppen er smal og høj og vinduerne små. Landstedet var inspireret af den Gunnar Asplunds Villa Snellmann og kombinerer den danske Bedre Byggeskik-stil med den engelske cottage-stil, der også ses i Povl Baumanns samtidige landvillaer.
Kay Fisker tegner i de følgende år en række sommerhuse og fik også opført villaer i de nordlige københavnske forstæder. I 1922 bidrager han med to huse i forsøgsbyggeriet Studiebyen i Gentofte (herover). Den utraditionelle placering af de høje, smalle vinduer, kendetegner Fiskers særlige stil, selv om han endnu er i begyndelsen af karrieren.
Først i 1920 afslutter Kay Fisker uddannelsen på Kunstakademiet, men året før har han fået sin første, store byggeopgave for et alment boligselskab. For Københavns Andelsbyggeforening tegner han to boligkarréer ved Borups Allé på Nørrebro (herunder).
Her realiserer han de tanker, han har lagt i to konkurrenceprojekter fra årene før. Dels foreslog han en bebyggelse ved Vibenshus Runddel, dels et alderdomshjem på Frederiksberg.
I disse to projekter slår han den stil an, som kommer til at dominerer hans boligbyggerier i de kommende årtier, med den strenge, nyklassicistiske stil med en helt symmetrisk og regelmæssig placering af vinduer og de karakteristiske, brede vinduesindfatninger.
I den samme del af København får Fisker i 1922 opført den vældige “storkarré” Hornbækhus Borups Allé. Her lægger han sig op af Povl Baumanns banebrydende karrébyggeri ved Struenseegade, men nu i endnu større skala.
Hornbækhus er næsten 200 meter på den lange led og rummer 290 lejligheder.
Hornbækhus er en traditionel, lukket karré, som endnu i begyndelsen af 1920’erne var den almindeligste måde at bygge etageejendomme på. Men snart ændredes billedet, og den yngre arkitekter kunne eksperimentere med at åbne karréerne op og slippe lys og sol indenfor i de lukkede gårde.
Amagerbo ved Peder Lykkes Vej på Amager fra 1926 er stadig en lukket karrébebyggelse, men ligger ud til et grønt areal ved Dalføret. Fisker eksperimenterer i byggeriet en smule med grundformen, for selv om Amagerbo, som Fisker tegner sammen med S. C. Larsen, ligner umiddelbart et rektangulært byggeri, men det er en smule skævt, og vinklerne er ikke helt rette.
Mulighederne for at bryde med den lukkede karrés princip afhang både af størrelsen af den grund, der var til rådighed, men nok især af bygherrens ønsker og de økonomiske hensyn.
I sit byggeri Jagtgården på Østerbro, der blev udført sammen med Christian Holst, havde den tredelte bebyggelse endnu to lukkede gårde, men den tredje var åbnet mod syd.
I Gullfosshus (herover) som Fisker tegnede i 1928 lod det sig ikke gøre at åbne formen op, men han forsøgte dog at illudere en større åbning ved hjælp af nogle brede porte mod Artillerivej.
I Gullfosshus brød Fisker den meget strenge og regelmæssige placering af vinduerne op, så de sammen med de varierende forretningsvinduer i stueetagen gav bygningen et mere levende udtryk, end f.eks. Hornbækhus eller Amagerbo.
Alle vinduer i Gullfosshus fik murede indfatninger i røde sten, som gav en farvemæssig kontrast til det gule murværk.
Først med Brigadegården (1928) på Amager blev den traditionelle karréform opløst. Grunden indbød til at bygge en lukket karré, men Fisker lavede “huller” i siderne, så gården fik åbninger og lod solen slippe ind.
Også her fik nogle vinduer en placering udenfor det faste skema, så der blev føjet lidt variation ind i facaden.
I slutningen af 1920’erne og ind i 1930’erne var der en voldsom byggeaktivitet når det gjaldt de almene boliger. Statslånsordninger og dannelsen af almennyttige boligselskaber var medvirkende til, at der i perioden blev opført et væld af etageejendomme i Københavns nærmeste omegn.
Samtidig slog de nye idéer om gode boliger til alle i samfundet igennem i arkitekternes bestræbelser på at designe boligbyggeri, som ikke bare var økonomisk rentabelt, men også med til at højne livskvaliteten hos beboerne.
I 1927 havde Povl Baumann tegnet Vibevænget ved Nattergalevej, som var én af de allerførste etagebebyggelser med fritliggende “stokke” i stedet for en lukket karré. Kay Fisker fik i 1931 chancen for at gøre noget tilsvarende i hans byggeri Nyrnberggården ved Nyrnberggade på Amager.
Idealet om lys og luft omkring selv små lejligheder, giver sig her også udtryk i de – ganske vist små – altaner, der hørte til hvert lejemål.
Nyrnberggården blev opført i samarbejde med arkitekten C. F. Møller, som Kay Fisker skulle komme til at samarbejde tæt med de kommende mange år.
Med ham havde Fisker i 1929 tegnet et helt anderledes byggeri på Vodroffsvej på Frederiksberg. På en spidsvinklet grund ud mod Sankt Jørgens Sø. Her var den funktionalistiske byggestil, som ikke mindst den tyske Bauhaus-skole havde introduceret, kommet til København. Det irregulære hus havde store vinduer, der løb rundt om hjørnerne og indgik ligeværdigt i de altaner og karnapper, som var med til at give huset karakter.
De vandrette bånd med skiftevise gule og røde mursten gav først bygningen navnet “Lagkagehuset” i folkemunde, men da et andet byggeri på Christianshavn også fik dette kaldenavn, fik Møllers og Fiskers byggeri på Vodroffvej navnet “Strygejernet”, med reference til den såkaldte Flatiron Building i New York. Folkeviddet brugte også udtrykket “cigarkassehuset” om bygningen, hvad der vidner om, at københavnerne ikke var helt parate til den nye, internationale stil i deres by.
Et par år efter tegnede Fisker og Møller endnu et “strygejern”. Den spidse grund, der opstod i krydset mellem Åboulevard og Rosenørns Allé blev bebygget med et stort, trekantet lejlighedskompleks (herover). Her er det igen en karré, der lukker sig om en gård, men formen er bestemt af vejenes forløb.
“Trekanten”, som huset blev døbt, har arvet de skiftevis store og små vinduer fra “Strygejernet” og de påhængte altaner fra Nyrnberggården.
Nogle år før havde Fisker fået opført et byggeri på nabogrunden på Herman Triers Plads.
I midten af 1930’erne tegnede Kay Fisker sammen med C. F. Møller endnu et boligbyggeri med én lang karré med lejligheder. Ud til Sankt Jørgens Sø langs med Vester Søgade opførtes for det 300 meter lange Vestersøhus, som rummer i alt 436 lejligheder, der alle har altan med udsigt over søen.
Vestersøhus blev et hovedværk i den danske, funktionalistiske boligbyggeri. Hver lejlighed har en altan, med adgang fra en dør i en niche, som altankarmen runder sig omkring. Dette element giver bygningen et levende præg, så den på trods af sin længde ikke bliver for ensformig. 6. sals-lejlighederne har større altaner, der går igennem lejlighedens bredde.
I den nordlige ende krummer bygningen rundt om hjørnet til Gyldenløvesgade, hvor der i en kort fløj ligger nogle forretninger. I denne bygning indrettede Kay Fisker selv sin tegnestue på 6. sal.
Vestersøhus blev fredet i i 1994.
Samarbejdet med C. F. Møller afsluttedes med to af de større projekter i Fiskers karriere. I hhv. 1930 og 1931 vandt de to sammen med ungdomsvennen og arkitekten Povl Stegmann en konkurrence om planen for Århus Kommunehospital og for et universitet i Århus.
De to institutioner kom til at hænge tæt sammen, men var adskilt af byens udfaldsvej mod nord.
Opgaven var vanskelig, fordi den grund, der var udvalgt til byggerierne, skrånede kraftigt. Mens kommunehospitalet havde behov for tætliggende bygninger af hensyn til de interne transportveje, var der ikke det samme hensyn at tage, når det gjaldt universitetet.
Arkitekterne valgte derfor en model, hvor universitetsbygningerne ligger frit i det åbne landskab, frem for nogle få, sammenhængende bygninger.
Hermed overtog de den tendens, som vandt frem i boligbyggeriet, hvor man mere og mere forlod de lukkede karréer og netop lagde enkelte bygninger frit. Men de overtog også den amerikanske model for et campus, som var introduceret allerede i 1775 på universitetet i New Jersey.
Det århusianske universitets bygninger blev alle opført i gule mursten og er nøgterne og uden unødig pynt. De er kubiske brugsbygninger, som ikke udadtil skal signalere, hvad de bliver brugt til. De kunne være boligblokke eller fabrikker.
Fisker og Møller havde besøgt Bauhaus-skolen i Dessau, og ladet sig inspirere af dens enkle og nøgterne stil, men de havde også set fagforeningsskolen i Bernau, som netop besår af adskilte bygninger i et åbent, kuperet terræn.
Kay Fisker deltog i universitetsbyggeriets første fase, men forlod så opgaven, som C. F. Møller videreførte alene. Han respekterede dog Fiskers karakteristiske, stramme stil.
I de samme år, som universitetet blev opført, deltog Fisker og Møller i konkurrencen om et nyt rådhus i Århus, men vandt den ikke.
Til gengæld arbejdede han i Århus med såvel villabyggeri, etageejendomme og kontorbygninger. I 1934 fik Kay Fisker opført en lille etageejendom på Strandvejen, som var bygget efter samme mønster som Vestersøhus i København, men ellers vendte han tilbage til hovedstaden.
Her tegnede han en etageejendom i Griffenfeldtsgade på Nørrebro sammen med Erik Jensen bebyggelsen Hegnshusene i Brønshøj.
I Broparken ved Brogårdsvej i Gentofte (1943) udnytter Fisker erfaringerne fra Aarhus Universitet og placerer boligblokke frit i et kuperet terræn. De enkelte blokke ligger forskudt i forhold til hinanden, så solen stråler rammer facaderne så meget, som muligt.
I forbindelse med saneringen af det ældre kvarter ved Adelgade og Borgergade fik Kay Fisker i 1942 til opgave at tegne et nybyggeri til erstatning for det, der blev revet ned.
Han arbejdede her sammen med C. F. Møller og Svenn Eske Kristensen (1905-2000). Bebyggelsesplanen blev lavet af Københavns stadsarkitekt, F. C. Lund, der har lavet tegningen herover.
De ni-etages boligblokke i Dronningegården (opkaldt efter Dronningens Tværgade, som løber igennem dem) omkransede en åben plads og havde på hver side af pladsen høje gavlpartier, der gav hele pladsen en særlig karakter.
På samme tid arbejdede Kay Fisker med tegningerne til Fogedgården (herunder), der var et andet større projekt til etageejendomme i København. På Nørrebro skulle kommunen opføre folkepensionistboliger, og her arbejdede Fisker igen med fritliggende blokke, hvoraf nogle ligger forskudt for hinanden.
Som noget nyt, brugte Fisker i Fogedgården bånd bestående af skiftevis røde og gule mursten. Dette dekorative element har givetvis været inspireret af Povl Baumanns byggerier, hvor han flere steder anvendte denne effekt.
Brugen af skiftevis gule og røde sten var også med til at give karakter til byggeriet Stefansgården (herunder) på Nørrebro, som Fisker tegnede sammen med Svenn Erik Kristensen i 1944.
Her fik vinduerne meget kraftige murstensindfatninger, som Fisker havde brug tidligere i f.eks. Gulfosshus og Brigadegården, og de bueformede vinduer var med til at give bebyggelsen et særligt præg.
Igennem 1940’erne og 1950’erne kommer de almene boligselskaber til at dominere boligbyggeriet, og Kay Fisker bliver én af de arkitekter, der giver nogle af disse bebyggelser sit særlige præg.
Nu bygges der ikke mindst i forstæderne, og Voldparken i Husum (1945), Beringsparken i Hvidovre (1944) og Brøndbyparken i Brøndbyøster (1951) hører til Fiskers store etagebyggerier.
Voldparken udformes af flere arkitekter efter en samlet bebyggelsesplan. Fiskers bidrag er en række halvhøje boligblokke, der ligger i et parklandskab.
Også i Brøndbyparken er Fisker med til i 1945 at udforme bebyggelsesplanen i samarbejde med den lokale kommuneingeniør. Idéen om fritliggende blokke i et parkområde foldes nu ud i stor skala, og samtidig gør brug af præfabrikerede betonelementer det muligt at bygge billigt og rationelt.
Fisker tegner i begyndelsen af 1950’erne en del af etageejendommene i Brøndbyparken ved Brøndbyøster Torv (herover), som bliver en videreførelse af ideerne fra Vestersøhus, hvor de indfældede altaner og deres brystninger giver husene deres karakter.
Bebyggelsen var Brøndbyøster Torv var i modsætning til Fiskers tidligere projekter et egentligt højhusbyggeri, der når op i otte etager. Ligesom i Dronningegården sker fodgængerpassage langs blokkene gennem arkader, og mellem dem ligger lave butiksbygninger.
Fisker fortsætter som arkitekt på videreudviklingen af planerne for det omfattende boligkvarter nord for Brøndbyøster Station – men ikke alene. Opgaven med at bygge højhuse i op til 15 etager bliver løst af flere boligselskaber med hver deres stab af arkitekter.
Fisker arbejder for Samvirkende Boligselskaber og er i kompagniskab med Robert Duelund Mortensen (1918-1967) og Peder Skole Overgaard (1909-1999).
Kay Fisker tegner også i 1959 et eller flere af højhusblokkene, som er rent betonbyggeri. De muligheder, han har haft for at skabe bygninger med karakter i mursten, får han ikke her. Kravet om et rationelt byggeri resulterer i et helt ensformigt hus, som mangler de virkninger f.eks. brugen af altaner har givet i Fiskers tidligere projekter.
Med byggerierne i Brøndbyøster er Kay Fiskers karriere ved at nå sin afslutning. Han orienterer sig mod de nye materialer og byggeteknikker, men når aldrig at udfolde dem helt.
At han tidligt har interesseret sig for det industrialiserede byggeris muligheder, viser hans bidrag til den internationale byggeudstilling i Hansaviertel i Berlin i 1951. Her opfører han en etageejendom (herunder), som kan ses som en forarbejde til højhuset i Brøndbyøster.
Brugen af jernbetonskeletter i bygninger vinder frem fra slutningen af 1940’erne, og Fisker bruger denne teknik i bebyggelsen Præstekærshaven i Brønshøj, som i det ydre dog fremstår som muret byggeri.
Samarbejdet med Robert Duelund Mortensen varer til midt i 1960’erne. Sammen får de opført to egentlige højhusbyggerier, dels Atholl Houses i Glasgow, dels en etageejendom i Backa ved Göteborg.
I Danmark bliver Fiskers sidste højhus Beringparken ved Hvidovre. Han er formentlig også med i en tidlig fase af projekteringen af højhuset ved Tårnby Torv, men det står først færdigt efter hans død.
Selv om Kay Fisker igennem hele sin karriere mest af alt tegner etagebyggerier, er der også andre bygningstyper på den lange liste over hans værker.
Som ét af sine allerførste projekter tegner han i 1921 en bygning for Handelsbanken i Rønne (herover). Opgaven kommer måske efter arbejdet med stationsbygningerne på Gudhjemsbanen nogle år før.
Den lille, næsten kvadratiske bankbygning gør ikke meget væsen af sig, men har været fint tilpasset de andre bygninger på byens torv. Det enkle indgangsparti med en lav trappe og en smal, klassicistisk dør signalerer en lidt nedtonet værdighed, som hører en bank til.
Bankbygningen blev udført med markerede “brændte” fuger, hvad der nok har været et noget moderne træk i det provinsielle Rønne i 1920’erne.
Også i 1920’erne står Kay Fisker for udformningen af en dansk pavillon til verdensudstillingen i Paris.
Måske som en følge af sit arbejde ved radiumsstationen ved Aarhus Kommunehospital (1932), blev Fisker bedt om at tegne de tilsvarende stationer i København (1934) og Odense (1934). I 1935 tegnede han yderligere bygninger ved Finseninstituttet i København.
I 1936 stod Fisker for tegningerne til Vintersbølle Børnesanatorium ved Vordingborg. Det er en funktionel bygning, hvis form var defineret af behovet for børnenes adgang til lys og luft.
Fisker tegnede flere skoler, dels Voldparkens Skole (1945) i Husum, dels Brøndbyøster Skole (1954) og Nygårdsskolen (1959) (herunder) i Brøndbyøster. Begge steder lå de i tilknytning de etagebyggerier, som han fik opført.
Blandt de sidste institutionsbyggerier er Mødrehjælpens bygningskompleks i Fåborggade på Østerbro (herunder). Det står færdigt i 1955. Byggeriet har de karakteristiske høje og slanke gavle, som her bygget sammen, så de udgør én bygning, som får en lethed takket være den næsten usynlige sammenkobling.
I 1965 tegner Kay Fisker sin eneste kirke. Det er Ansgar Kirke i Flensburg, som opføres af det danske mindretal. Kirken er bygget i Fiskers umiskendelige stil, med sit høje, kraftige tårn der er kun har to vinduer, der sidder højt oppe under taget. Kirkeskibet er ligeledes næsten vinduesløst.
Omtrent samtidig medvirker Fisker sammen med Svend Høgsbro og Robert Duelund Mortensen ved opførelsen af Det Danske Akademi i Rom. Her ser man tydeligt de samme linjer, som i Aarhus Universitets bygninger, men i en opdateret form – og tilsat lidt italienske træk.
Akademiet i Rom blev Fiskers sidste egentlige arkitekturværk. Han døde i 1965 – inden det stod færdigt.