Gadenavnet skal ses i sammenhæng med Smallegade.
De har formentlig begge været gader i landsbyen Solbjerg, der lå her indtil 1621, hvor den blev nedlagt ved etableringen af Københavns Ladegård. Stadig i 1800-tallet var der dog bebyggelse langs Frederiksberg Bredegade i form af en række mindre huse.
Kortet herunder er fra 1848 og det ses ret tydeligt, at Bredegaden (nederst) har en større bredde en Smallegade (som går i midten). Vejen øverst er Howitzvej.
På kortet ses omkring midten det gadekær, som i dag stadig findes ved Andebakkesti.
På gaden er endnu et par af dens oprindelige landsteder bevaret. På hjørnet af Storm Petersens Vej ligger en større villa fra slutningen af 1700-tallet. I første halvdel af 1800-tallet var den ejet af lærredshandleren Phanuel Randrup. Efter hans tid blev villaen opbygget og fik sit nuværende udseende.
Ved siden af ligger Hassagers Kollegium, der oprindeligt var tømrermester J. P. Boye Junges landsted. I 1900 blev det testamenteret af pastor Carl Hassagers enke til Københavns Universitet som bolig for studerende. Kollegiet blev opført bag villaen, som blev bolig for kollegiets efor (forstander).
Kollegiebygningerne blev revet ned omkring 1950, og i stedet opførtes 4. maj kollegiet, med Hans Hansen (1899-1958) som arkitekt. Han havde deltaget i modstandsbevægelsen under Besættelsen, så det var naturligt af han tegnede kollegiet, der i første omgang var åbent for børn af frihedskæmpere.