Vejen er opkaldt efter forfatteren Carsten Hauch (1792-1872).
Hauch var professor ved Københavns Universitet og boede bl.a. på Gammel Kongevej og på Frederiksberg Slot.
Ved vejen lå indgangen til forlystelsesstedet Alhambra, der er omtalt i artiklen om Alhambravej.
Hauchsvej er anlagt i 1870’erne, og en række af vejens villaer blev opført på det areal, hvor Alhambras store park lå.
“Villa Winterborg” (herunder) på Hauchsvej 3, nærmest Frederiksberg Allé, er opført i 1871 for en manufakturhandler. Den er nærmest identisk med villaen bagved på Alhambravej.
Villaen i nr. 13 er tegnet af arkitekten Vilhelm Friederichsen (1841-1913).
På hjørnet af Gammel Kongevej ligger den store beboelsesejendom Hauchsborg (herunder), der er opført i 1907.