Flere veje i området er opkaldt efter medlemmer af det græske kongehus.
Kronprinsesse Sofies Vej er opkaldt efter Sofie (1870-1932), der var gift med den græske kronprins Konstantin, der har givet navn til Prins Constantins Vej.
Det siges, at ideen til navngivningen kom fra N. Josephsen, der ejede landstedet Mariendal (se nærmere under Mariendalsvej) og var beundrer af det græske kongehus. Han ejede villaen „Athen‟ på Kong Georgs Vej og tilbød den til kong Georg som sommerbolig. Det blev dog afslået.
Kronprinsesse Sofies Vej fik sit navn omkring 1900.
Ejendommen på Kronprinsesse Sofies Vej 14 (herover) er opført 1900 og tegnet af arkitekten Eugen Jørgensen (1858-1910).
På hjørnet af Mariendalsvej lå A/S Henriques & Løvengreens Trikotagefabrik, der var grundlagt i 1897. Virksomheden havde over 200 medarbejdere.
Ved Kronprinsesse Sofies Vej ligger et tårn, der var en del af produktionsanlægget.
Bygningerne bruges i dag af Københavns Professionshøjskole.