Syd for Roskildevej lå fra 1896 det store Kochs Handelsgartneri.
Her planlagde Frederiksberg Kommune i begyndelsen af 1960’erne en hel bydel, med boliger, skoler, butikscenter m.m.
Bebyggelsen fik en række etageejendomme på Johannes V. Jensens Allé og Betty Nansens Allé samt det 30 etager høje beboelseshus Domus Vista.
Højhuset er 102 meter højt og tegnet af arkitekten Ole Hagen (1913-1984). Det stod færdigt i 1968.
Samme år blev pladsen ved højhuset døbt Nordens Plads, fordi den ligger overfor en række ejendomme på Roskildevej, der er opkaldt efter Frederiksbergs nordiske venskabsbyer, Bærum, Havnefjord, Tavastehus og Uppsala.