Mange veje i denne del af Frederiksberg har navne efter sagnfigurer fra den nordiske mytologi.
Rolfs Plads er ligesom Rolfsvej opkaldt efter sagnkongen Rolf Krake.
Pladsen blev anlagt i forbindelse med nedrivningen af De Classenske Boliger, og var sammen med Yrsa Plads tænkt som en gennemgående plads i området.
Ved Rolfs Plads ligger Frederiksberg Folkebørnehave, der blev oprettet i 1908 af en forening, der var dannet af forretningsdrivende og håndværksmestre.
Formålet var at “opdrage børnene til harmoniske, tolerante og ansvarsbevidste mennesker” og “lære børnene, hvad fællesskab og samarbejde betyder for menneskers trivsel i samfundet”.
Børnehaven lå i starten på Yrsavej, men flyttede hertil i 1944 i det nybyggede børnehus i ejendommen Rolfsgården.