Strandvejen er navnet på hele den lange vejstrækning fra Svanemøllen på Østerbro til Helsingør. Denne side fortæller om Strandvejens forløb gennem Hellerup.
Allerede i 1700-tallet var der mange, der benyttede vejen fra København og nordpå. De vejfarende skulle betale til vejens vedligeholdelse.
Afgiften blev kaldt “bompenge”, fordi den blev betalt ved en bom, der først gik op, når pengene var afleveret. Bommen stod ud for den nuværende Hellerupvej. Strandvejens bomhus var ét af de mest indbringende i Københavns omegn. Bompengene blev i 1915 afløst af en generel afgift på motorkøretøjer, som vi kender det idag.
Den tætte trafik på Strandvejen skabte basis for flere traktørsteder. Det første man mødte på vejen gennem Hellerup, var Slukefter.
Værtshuset var opført i 1737 og eksisterede frem til 1899, da det blev revet ned. Den tilhørende jord blev købt af ejendomsinvestoren Carl Ludvig Ibsen, der udstykkede en lang række grunde på arealerne.
Værtshusets specialitet var “øl med pind”. Pinden blev brugt til at røre det puddersukker, som man på Slukefter tilsatte øllet.
Anekdoten fortæller, at en kvinde i 1894 satte sig på kroens terasse med en cigar i munden. Det skabte et større opløb, så politiet måtte tilkaldes.
Slukefter lukkede og slukkede i 1899, hvor bygningen blev revet ned. Der var dog fortsat mulighed for udskænkning på stedet, for på nabogrunden blev der opført en ny kro – der lidt paradoksalt fik navnet Gamle Slukefter. Dens bygning eksisterer endnu (billedet herunder).
Langs Strandvejen lå der adskillige landsteder og villaer ejet af Københavnere.
I den sydlige del af Hellerups strækning af Strandvejen lå allerede fra 1764 Lille Mariendal på hjørnet af den senere anlagte Hellerupvej. Det blev opført i 1764 og blev senere ejet af Heinrich Callisen, som har givet navn til Callisensvej.
Ejendommen var opkaldt efter Marie Wineken, der var hustru til møntmester Christian Wineken, som var stedets første ejer. Han opførte også Store Mariendal, der lå lidt længere mod syd.
Allerede fra 1862 kørte der sporvogne på Strandvejen gennem Hellerup. Den blev anlagt C. F. Garde, der har givet navn til Gardes Allé.
Senere blev det overtaget af C. F. Tietgen under navnet Strandvejens Dampsporvognsselskab. Dampsporvognene blev efterhånden afløst af elektrisk drevne, men ruten til Klampenborg eksisterede helt frem til 1965.
Indgangen til Strandvejens forløb gennem Hellerup markeres af Rotunden, der er tegnet af arkitekfirmaet Henning Larsen. Det runde hus blev bygget i 1995 og rummer bl.a. et butikscenter.
Indkørslen til Hellerup fra syd ved Callisensvej blev tidligere kaldt Takstgrænsen, fordi man herfra skulle betale en højere takst, hvis man kørte videre med sporvognen til Charlottenlund eller Klampenborg.
“Takstgrænsen” var også navnet på et værtshus, der lå her og har givet navn til ejendommen på billeder herover til venstre.
På hjørnet af Sankt Peders Vej åbnede Hellerup og Omegns Bank i 1906.
På hjørnet af Hellerupvej lå Nordre Onsgård, der har givet navn til Onsgårdsvej.
Gården måtte i 1910 vige pladsen for en imponerende ejendom med forretninger og beboelse (herover). Her lå i mange år en filial af Magasin du Nord i København.
På hjørnet af Onsgårdsvej ligger den gamle forretningsejendom Kokkedal fra 1904. Her var i mange år en vinhandel.
Nabobygningen blev opført 1935 for Nordsjællandske Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab (NESA).
Her havde selskabet, der forsynede store dele af Nordsjælland og egnen vest for København med elektricitet sin administration.
Også Nordre Onsgård måtte give plads til en beboelsesejendom (herover). Gården lå mellem Margrethevej og Aurehøjvej.
Blandt de mere utraditionelle etageejendomme langs Strandvejen er boligkomplekset Strandborg på hjørnet af Lille Strandvej (herover).
Det blev tegnet af arkitekten H. P. Hedemann i 1902 og minder næsten om en herregård med springvand i midten af den centrale gård, der omgives af det firefløjede anlæg.
Karréen på hjørnet af Ahlmanns Allé er tegnet af arkitekten Anders Amby Jensen (1868- ) i 1906.
Ud mod Strandvejen lå foran Ahlmanns Allé villaen “Mon Chalet”. Da den var revet ned i 1922, blev der på grunden i stedet opført en benzintank og to pavilloner med Henning Hansen (1880-1945) som arkitekt.
Lige nord for blev der i 1926 opført en kombineret teater- og biografbygning (herover) for Hellerup Klub. Senere har bl.a. Hellerup Park Hotel holdt til i huset.
Landstedet Store Taffelbay blev anlagt i 1800. Oprindeligt hed det Lindslyst efter bygherren, kaptajn Jens Lind. Navnet Taffelbay fik stedet i 1810 af Thomas Ter Borch, som lod sig inspirere af bugten ved det sydafrikanske Taffelbjerg.
Til ejendommen hørte en større park med fiskedamme, små kanaler og øer.
I 1935 blev Taffelbay solgt til udstykning og på dens areal blev Øreparken opført.
Lidt længere mod nord lå Lille Taffelbay, der var opført på en del af Store Taffelbays grund i 1840’erne.
Begge landsteder er nu forsvundet, men har givet navn til boligbebyggelsen Store Taffelbay der blev opført i årene 1951-1952 langs Phistersvej. Arkitekten var Svenn Eske Kristensen (1905-2000)
Nord for Taffelbay lå landstedet Blidah. Navnet er også afrikansk og stammer fra en oase i Algier. På Blidah boede en periode billedkunstneren Lorenz Frølich.
Hvor Maglemosevej møder Strandvejen, lå Maglegård, der oprindeligt var en bondegård, som var flyttet ud fra Gentofte landsby.
Maglegård var i slutningen af 1700-tallet et stateligt landsted i nyklassicistisk stil. I 1860 blev gården ombygget til et landsted (billedet herover) af arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908). Bygherren var baron F. C. Holsten Charisius.
Meldahl designede nu huset i romersk stil med rundbuede vinduer mod haven. Facaden blev prydet af våbeskjolde og laurbærkranse.
Både Blidah og Maglegård blev nedrevet i 1930’erne, og i stedet blev boligbebyggelsen Blidah Park opført på deres grunde. Den blev opført af Foreningens Socialt Boligbyggeri og tegnet af en række arkitekter, bl.a. Ivar Bentsen og Edvard Heiberg.
Blidah Park var et af de første eksempler i Danmark på etageejendomme, der blev lagt frit i et parklandskab. Det var på sin tid en yderst moderne bebyggelse, som f.eks. havde centralvarme og affaldsskakte.
Lige syd for skoven ved Charlottenlund Slot, lå fra midten af 1700-tallet traktørstedet Constantia. Navnet er ligesom Taffelbay hentet fra Sydafrika. Constantia er en by i nærheden af Capetown.
Constantia blev især besøgt af det bedre borgerskab fra Gentofteegnen, som mødtes for at spille kort og drikke punch.
Men også foreninger på udflugt søgte herud. De kunne dog ikke få en svingom, for ejeren brød sig ikke om, at der blev danset i restauranten. Han mente, at det hvirvlede støv op på bordene!
Omkring 1930 blev Constantia revet ned til fordel for opførelsen af en boligbebyggelse med det samme navn. Det U-formede kompleks blev tegnet af arkitekten Hans Dahlerup Bertelsen (1881-1939).
Ejendommen blev opført på initiativ af skibsreder A. P. Møller, der boede på Sundvænget på den modsatte side af Strandvejen.
Ud for Charlottenlund Skov ligger Charlottenlund Strandpark. Arealet var en del af Charlottenlund Fort, indtil det blev nedlagt i 1932.
Stranden var et populært udflugtsmål om sommeren, og de mange badegæster gav den tilnavnet “fluepapiret”.
I dag ligger Charlottenlund Søbad (herover) i den nordlige del af strandparken. Det blev bygget i 1901 på privat initiativ, men blev overtaget af kommunen i 1917, som lukkede det i 1979. I dag er badeanstalten privatejet med begrænset adgang for offentligheden.
Historien om Strandvejen nordpå fortsætter i artiklerne om Strandvejen i Skovshoved og Kystvejen.