Vor Frue Kirke er én af Københavns ældste kirker. Den blev opført sidst i 1100-tallet efter biskop Absalons død og indviet i 1209.
Kirken blev placeret på byens højeste punkt nær Gammeltorv, hvor to af byens indfaldsveje, Nørregade og Vestergade, mødtes.
Navnet henviser til, at kirken er viet til Jomfru Maria – som også kaldes Vor Frue.
Byggeriet af kirken blev finasieret med indtægterne fra den eksisterende Skt. Clemens Kirke. Det var dog ikke tilstrækkeligt, så også indtægterne fra en række ejendomme i omegnen af København blev brugt til at betale for kirkebyggeriet. Kirken ejede omfattende ejendomme – op i mod 100 fæstegårde – over store dele af det østlige Sjælland.
Den oprindelige kirke var bygget af kridtsten. Den brændte i 1314 og blev derefter genopbygget i teglsten. Denne kirke har haft en vis lighed med Sankt Peders Kirke i Malmö, som var bygget omkring samme tid. Stilen var tidlig gotik, og inspirationen hentet fra franske kirker.
I 1485 blev der tilføjet et tårn og 30 år senere et spir. En anekdote fortæller, at en tømrersvend styrtede ned fra toppen af spiret, da han skulle bevise for sin mester, at han turde balancere på en bjælke.
Vor Frue Kirke var fra starten Københavns vigtigste kirke og havde seks kannikker (dvs. præster) og en dekan. Efter genopbygningen i 1300-tallet blev antallet af kannikker udvidet til det dobbelte. Dertil kom et antal hjælpepræster.
Kirken fik med tiden flere og flere sidealtre, og i 1500-tallet var der omkring 40. De forsvandt alle efter reformationen, men var forinden blevet hærget under kirkekampen i 1530, hvor ophidsede borgere trængte ind i kirken og ødelagde en del af de mange helgenbilleder.
Vor Frue Kirke var dels sognekirke for den vestlige del af byen, dels Københavns Universitets kirke.
Men den var desuden tilknyttet domkirken i Roskilde som en kollegiatskirke, dvs. at den havde visse, selvstændige rettigheder. Endelig var den en slags uofficiel hovedkirke for hele landet.
Helt frem til 1924 var Roskilde Domkirke dog fortsat stiftets hovedkirke, men herefter blev Københavns Stift oprettet med Vor Frue som domkirke.
Siden kong Christian den 1., blev kongerne blev kronet, døbt viet m.m. i Vor Frue Kirke, så den har i en vis forstand også været kongehusets kirke. Mange adelige og gejstlige blev desuden begravet i kirken.
Kirken brændte ved Københavns store brand i 1728. Man forsøgte at redde den ved at sprænge en naboejendom i luften så ilden blev standset – men blot med det resultat at gnister fra eksplosionen antændte kirken.
Under bombardementet af byen i 1807, hvor englænderne skød raketter og brandbomber ind over København, sigtede de efter kirkens spir.
Kirken blev ramt og brændte helt ned.
Efter krigen fik arkitekten C. F. Hansen til opgave at tegne en ny kirke som erstatning. Den nye kirke var helt anderledes end den gamle, og blev bygget i en en streng, klassicistisk stil.
Hovedindgangen blev udført som en tempelgavl med søjler. I den trekantede fronton over portalen, er en frise, der viser Johannes, der prædiker i ørkenen.
Arkitekten havde tænkt sig en kirke helt uden et tårn, men det blev kongen ked af, og beordrede ham til at tilføje et tårn.
Nogle mente, at kirken også burde have et spir, og byens mæcen, brygger Carl Jacobsen, tilbød at bekoste opførelsen af et spir, men der var modstand mod ideen, så det blev ikke til noget.
Kirken bevarede sin trefløjede opbygning, men fik kraftige søjler over væggene i hovedskibet.
Til den genopførte kirke bad man billedhuggeren Bertel Thorvaldsen udføre skulpturer af apostlene, der står langs væggene i kirkeskibet.
Apostlen Judas Iskariot blev dog udeladt og erstattet af en statue af Paulus.
Bag alteret står figuren af Jesus med udbredte arme, som også er Thorvaldsens værk.
Over alteret i korrundingen sidder Thorvaldsens frise, der viser Jesus på vejen til Golgatha (herunder). Figuren blev opstillet i 1839.
Døbefonten er også udført af Thorvaldsen efter hans egen idé. Det er ikke en traditionel døbefont, for den er formet som en engel, der bærer en muslingeskal, som er dåbsfadet.
I det nordlige sideskib er en række mindesmærker for tidligere præster ved kirken.
Jens Adolf Jerichau har udført et relief af biskop J. P. Mynster og H. W. Bissen et monument for stiftsprovst J. H. Pauli (herunder).
Et portræt i relief af Ole Rømer, der er begravet i kirken, er udført i 1945 af Gottfred Eickhoff.
I skriftestolene hænger malerier af kirkens præster. Billederne er bl.a. udført af Lauritz Tuxen, Carl Bloch, Preben Hornung og Bodil Kaalund.
På hver side af kirkens hovedindgang står to bronzestatuer. Den ene er udført af Jens-Adolf Jerichau i 1860 og forestiller David. Den anden (herunder) er Moses, som er H. W. Bissens værk.
Syd for kirken lå i 1700-tallet en kirkegård ud mod gaden Dyrkøb.
Kirkegården blev i 1700-tallet efterhånden overflødig, da man i 1760 anlagde Assistens Kirkegård udenfor byens volde. Kirkegården blev helt nedlagt efter kirkens bombardement i 1807.
I tilknytning til kirken lå Vor Frue Skole, som var oprindelsen til Metropolitanskolen.