Spring til indhold

Niels Hemmingsens Gade

Niels Hemmingsen (ca. 1513-1600) var præst ved Helligåndskirken omkring 1550.

Han var en anerkendt teolog både i Danmark og udlandet, og rådgiver for kongen. Endvidere var han professor og doktor ved Københavns Universitet.


Gadenavnet er dog væsentlig yngre, for gaden fik først sit navn i 1881, da nogle små stræder blev lagt sammen. De hed bl.a. Lille Helliggejststræde, Tugthusporten og Trompetérgangen.

Hvor Niels Hemmingsensgade 32 ligger i dag, boede trompeter, Ambrosius Løffelmann, der gav gaden sit oprindelige navn. Huset brændte i 1728, og det nuværende opført for brygger Christopher Kloug, hvis navn sammen med hans hustrus stadig står over døren.

I Niels Hemmingsens Gade 8-10 ligger Kvindernes Bygning. Initiativet udgik bl.a. fra admiralinde Emma Gad, som foreslog at overskuddet fra Kvindernes Udstilling i 1895 blev anvendt til at opføre et forsamlingshus for kvinder.

Idéen blev dog først realiseret i 1937, da forsamlingsbygningen åbnede med mødelokaler, lægeklinik, gymnastiksal, restaurant, hotel osv. Bygningen blev tegnet af én af tidens forholdsvis få kvindelige arkitekter, Ragna Grubb (1903-1961).

I en periode rummede bygningen Copenhagen Jazzhouse. I dag er der stadig mødelokaler i bygningen, ligesom Hotel Cecil er genoplivet.