På hjørnet af Nørregade og Studiestræde lå et af Københavns første rådhuse. Københavns Universitet overtog bygningen, da det blev oprettet i 1479. Tegningen herover er et bud på, hvordan det kan have set ud.
I 1539 fik Københavns biskop sin bolig her, og huset fik dermed navnet Bispegården. Universitetet fik i stedet en bygning ved Vor Frue Plads, på det sted, hvor det ligger i dag.
I 1728 brændte bispegården, men blev genopført.
I slutningen af 1800-tallet blev Bispegården restaureret og fik bl.a. tilføjet karnappen ud mod Studiestræde.
Nedenunder karnappen hænger en tavle med bygningens historie på vers.