Strædet har navn efter Sankt Petri Kirke.
Her ligger flere bygninger, der hører til Københavns Universitet.
Den polytekniske læreanstalt startede sin undervisning af ingeniører i universitets bygninger i Sankt Peders Stræde og i grundlæggeren Hans Christian Ørsteds private bolig i Studiestræde.
I gården mellem de to gader lå bl.a. anstaltens kemilaboratorium, hvor Ørsted fremstillede aluminium for første gang.
Valkendorfs Kollegium (billedet herover) ligger lidt gemt med haven ud til Sankt Peders Stræde. Kollegiet har sin oprindelse i 1519, og var det første af sin art i Norden. Det blev senere overtaget af rigets hovmester, Christoffer Valkendorf, som det blev opkaldt efter.
Bygningen er opført omkring 1865, hvor den erstattede en ældre. Den er tegnet af arkitekten Christian Hansen (1808-1883). På kollegiet har en række forfattere boet, f.eks. Johannes Ewald, Steen Steensen Blicher og Herman Bang.
I Sankt Peders Stræde 12 blev i 1742 opført det såkaldte Budolfi Kloster. som var en stiftelse for uformuende kvinder af god familie. I dag rummer bygningen Frederik den IV’s Asyl, som er det ene af fire børneasyler, som Det Københavnske Asylselskab fik oprettet i 1830’erne.
Asylet lå oprindeligt i Larslejstræde, men flyttede hertil i 1937, og er fortsat en institution for børn i alderen 0-6 år.